Alt med måde – også eksperimenter
Det er en gammelkendt disciplin i metalliske kredse at blande genrer på kryds og tværs. Man skal ikke have opholdt sig længe blandt hornuglerne og de sorte T-shirts, før man finder ud af, at både bands og fans er glade for hybrider. Det er noget af det, der holder genren i live, og ofte kommer der gode ting ud af det. Det kan dog også tage overhånd, og det er lige netop, hvad det har gjort for Die Apokalyptischen Reiter på deres seneste plade, The Divine Horsemen.
Black, død, doom og The Doors
Man skal have ørerne med sig, hvis man skal følge med på The Divine Horsemen, som er bandets 11. plade. Den starter med en blanding af dødsmetal og stammedans, som godt kunne foranledige lytteren til at tro, at man uforvarende var kommet til at sætte den nye med Soulfly på. Der bliver scattet, bongotrommet og riffet til den helt store guldmedalje, og tempoet er højt på numre som den småfjollede åbner “Tiki” eller “Amma Guru”. Men så bliver tempoet sat ned i sådan en grad, at det er tæt på at give piskesmæld. Dødsmetallen bliver nemlig afløst af det tunge, doomede og dystre “Inka”, inden “Nachtblume” hiver os en tur over i blackmetallen og “Children of Mother Night”, hvor forsanger Daniel Täumel giver den som en art Jim Morrison i store dele af nummeret.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at The Divine Horsemen indeholder noget til enhver smag, og faktisk gør Die Apokalyptischen Reiter også et habilt stykke arbejde hele pladen igennem. Det er bare enormt svært at finde et ben at stå på, når tempo, genrer og stemninger bliver blandet sammen i en apokalyptisk pærevælling. Der kan være en mening med galskaben – den er mit tyske bare ikke stærkt nok til at fange i så fald – og man må give rytterne, at de ikke er blege for at eksperimentere. Indimellem ligger styrken dog også i at kunne udvælge det, man helst vil, og så fokusere på det. Det kunne man godt ønske sig, at Die Apokalyptischen Reiter havde gjort lidt mere ud af på The Divine Horsemen. For især i pladens midterstykke, hvor fokus ligger på det dystre og doomede, ligger der en virkelig solid gang metal. Det er tungt og ondt, der er en stemning af undergang, og musik og vokal spiller rigtig godt sammen.
Når alt dette er skrevet, kunne man godt sidde med indtrykket af, at The Divine Horsemen er en dårlig plade. Det er den sådan set ikke. Den er bare et kludetæppe af flere udmærkede plader, hvilket gør oplevelsen til en lidt for lang og lidt for forvirrende omgang.
En genre kan godt være nok
Der er på mange måder meget at komme efter på The Divine Horsemen. Die Apokalyptischen Reiters problem er i og for sig heller ikke, at de har lavet en dårlig plade. Deres problem er, at de har lavet tre habile, men meget forskellige plader og så blandet dem sammen. Det tunge, doomede midterstykke på pladen er det absolut bedste, men fordi vi også lige skal omkring black- og dødsmetal og flirte med lidt stammedans og The Doors, så ender The Divine Horsemen som lidt af en rodebutik. Den er et lyt værd, men del den op i lidt mindre bidder.