Norsk doom med for kort lunte
Devil er et band fra Nes i Norge, som består af fem medlemmer. Bandet har eksisteret siden år 2009, og har siden da udgivet en demo, en single, et opsamlingsalbum bestående af de to udgivelser, og så to fuldlængde albums. Det ene værende Time to Repent fra år 2011, og det andet værende det akutelle Gather the Sinners, som blev udgivet tidligere i år. Devil spiller doom af dem gamle skuffe, og formår at lave noget succesfuldt, men også ryge ud i noget uinteressant.
Lyden på Gather the Sinners er beskidt og old school. Men når man nu taler om Norge, da er man jo også vandt til diverse jokes inde for black metal og lo-fi kvalitet. Men spøg til side, lyden er old school og kunne sagtens lyde som noget, der blev indspillet tilbage i 70’erne, men det hører jo genren til og har nok været formålet, da skiven skulle produceres. Vokalist, Joakim Trangsrud, har en monoton og beskidt stemme, han synger rent, men kører i samme toneleje hele albummet igennem på en lidt rå måde. Han sparer ej heller på at udøve sin vokal, og der er ikke store pauser med instrumentale elementer at finde her. Til tider er der lidt kor på, som man kan opleve i en sang som fx ”Darkest Day” og ”Southern Sun”. Det er trommeslager, Ronny Østli, og bassist, Thomas Ljosåk, som står for dem, og de kan til tider komme lidt længere op i tonerne, blot for lige at ændre for det monotone.
Gather the Sinners starter ud i et godt gammelt doom tempo med nummeret ”Southern Sun”, som kører i et ikke dårligt riff, før trommerne sparker ind og Trangsrud begynder at synge. Sangen runder de seks minutter, og det er først efter en solo midt i nummeret, at tempoet begynder at skifte, og man begynder at nikke lidt mere med hovedet indtil tempoet skifter tilbage. Til tider vil man dog også gerne slippe lidt for, at Trangsrud konstant skal synge, at en eller anden troede, at han var død, men det var han så ikke. Men det supplerende acapella råb i baggrunden gør nok op med det imens instrumenterne langsomt fader ud. I ”Beyond the Gate” oplever man lidt den samme opskrift, denne gang bliver man spurgt om, hvordan det føles at blive sindssyg. Frem for et tempo skift oplever man nærmere en mere aktiv bas og så lidt mere guitar solo, hvilket altid er dejligt.
Man oplever dog også noget epic doom på denne skive, det sker i tredje nummer, ”They Pale”, som starter med det fedeste en trommeslager kan anvende, en koklokke naturligvis, før et riff i de lysere toner kommer på banen, og tempoet er lidt højere. ”Darkest Day” indeholder lidt af det samme, som ”They Pale”. Det er super fedt med lidt variation i numrene, men uden bandet går for meget fra sin rå lyd.
Instrumentalt gør Devil det meget godt. Trommeslager, Ronny Østli, udfylder sin rolle godt, han går fra at spille doom i det gode gamle tempo, det kan måske anses som værende en smule kedeligt, men når vi kommer op i højere tempo, som i fx ”They Pale”, da kan man virkelig opleve ham fyre den af, hvilket er en fornøjelse! De to guitarister, Kai Wanderås og Stian Fossum, kreerer gode old school riffs samt gode soloer. Thomas Ljosåk kører den halv anonyme rolle på bassen, hvor han popper frem engang imellem med nogle fede basslines. Men jeg synes dog heller ikke, at disse herrer formår at opnå deres fulde potentiale under hele albummet, der er flere numre, hvor jeg sidder og tænker lidt, at det her var da utrolig uinspirerende, hvilket jeg synes er en kæmpe skam, for det trækker virkelig ned for mig. Det, at man kan lave fede doom numre på en skive, men også lave noget, der er fuldkommen ligegyldigt, det er bare uheldigt.
Konkluderende vil jeg sige, at Devil har formået at overraske mig, men også at skuffe mig. Gather the Sinners krævede, at jeg lyttede et par gange, før jeg følte mig en anelse fanget, men det blev mere og mere interessant. Jeg vil sige, at numre som ”Southern Sun” og ”They Pale” fx er super fede, og jeg har til tider haft dem på hjernen, men nu skal jeg give en karakter for hele albummet, og den er ikke helt oppe at ringe. Jeg vil klart anbefale fans af doom at tage en lytter, for der er nogle fede sange her, men hvis man er ny til genren, da er der andre bands, som er lettere tilgængelige.
