Et lille kig tilbage til døds metalens oprindelse

Desultory blev dannet helt tilbage i 1989 og var på den måde en del af den bølge af svensk dødsmetal, der kom frem i start-90'erne. De gik dog i opløsning i 1996, men blev genforenet i 2009 på albummet Counting Our Scars , og nu er de så klar med endnu mere fed, svensk dødsmetal på den old school måde.

Bitter svenskerdød, som vi savner og kender den

Through Aching Aeons har en rigtig klassisk og solid lyd, og hvis man er fan af dødsmetal legender som Death og Obituary, vil man især værdsætte lyden, selvom den til tider kommer lidt tættere på hård rock, men det kommer jeg tilbage til senere.

Man får lidt det indtryk fra Desultory, at de er hoppet direkte ud af 90’erne, og selvom de udgav deres sidste album i 2010, holdt de jo en pause fra 1996 til 2009, så det kan være, de bare har lukket sig inde i en kælder siden 1996 og kun har lyttet til 90’er-død i al den tid. Selv produktionen lyder på en eller anden måde også, som om den kommer fra det årti, og det er absolut bevidst og næsten melankolsk.

Trods den store lighed med 90’er-død er der i hvert fald en sang, der står særligt ud: ”Divine Blindness”, som starter med et ret smukt og usædvanligt klaverstykke, der tager en et helt andet sted hen end resten af albummet, og det er faktisk lidt tiltrængt, da man godt kan høre sig lidt træt på de lidt ensformige sange. Det er også først ved ”Divine Blindness”, Through Aching Aeons virkelig fik min opmærksomhed, for det er ikke et album, der virkelig holder ens opmærksomhed. Desultory får ens opmærksomhed med albumåbneren ”Silent Rapture”, som er et ret så fedt nummer, men opmærksomheden daler bare lidt for lidt efter det.

Det er rigtig rart at høre en dødsmetal-skive, hvor man faktisk kan høre bassen, som i tilfældet med Through Aching Aeons, betyder rigtig meget for pladens lyd. Den tunge bas gør, at lyden bliver knap så rocket, hvilket den faktisk ellers har tendens til, og Desultory har da også en fortid som et mere rocket band, så det er forståeligt nok.

Til næste gang håber jeg, at Desultory finder på noget lidt mere originalt, men uden at bryde alt for meget med det, de har der virker, for det tror jeg virkelig ville være en katastrofe. Så ja, ellers lidt mere diversitet, men det er små ting på en ellers ret så fed plade.