Ribedrengene er tilbage med nyt stof til danske nakker, denne gang med en lille kursændring. Hvor man før blev budt på melodisk Death/Black Metal, har man denne gang skruet ned for de sorte elementer og i stedet støvet bedstes gamle Grave og Dismember skiver af. Det vil sige man tager en god dosis Stokholm død og blander den med den melodiske Dark Tranquillity/At The Gates stil, hvilket passer mig fint, da denne blanding virker meget bedre end den forrige stil. Især produktionen minder en om salige Edge of Sanity dage med en dejlig kradsbørstig guitarlyd, der nok skulle få et par tårer i Old School fansenes øjne. Mine personlige favoritter er åbneren "In The Depths Of My Soul", som minder mig om en blanding af Grave til "Soulless" tider og ældre At The Gates. Desuden er "The Annihillator" ren dødsguf med dens tonstunge riff kaskader der blev kreeret i sammenarbejde med ex-Autumn Leaves bassist Boris Tandrup. Kan du ikke få nok af god gammel Døj’ så send en mail til Ribes p.t. fineste sønner på descensus@ofir.dk.