30 år, tre albums
Det er ikke lang tid siden, jeg anmeldte Denial of Gods EP, The Shapeless Mass – faktisk kun lidt under fire måneder. Dengang noterede jeg, at det var en EP, der gav blod på tanden, så derfor var jeg da spændt på, hvordan bandets tredje studiealbum ville være. Når Denial of God går i studiet, så er det altså ikke for sjov. Så er det fordi de har noget på hjerte – hvilket kommer til udtryk allerede på albummets første nummer, som varer lidt over et kvarters tid. Den samlede spillelængde kommer derfor også hurtigt op på over en klokketime, præcis som deres forrige album Death and the Beyond fra 2001 også gjorde det.
Less is more
Albummets åbner ”Hallowmass” viser, at Denial of God har udviklet sig en kende siden sidst. Nummeret har masser af keyboard, klokkespil og rock ’n’ roll attitude – faktisk så skulle man næsten tro, det var et Slægt-nummer og ikke et Denial of God-nummer. Dog har nummeret to problemer. Det ene er længden, for selvom det er et udmærket nummer, så behøvede det ikke vare 14 minutter. Det andet problem er leadguitaren, der enten ikke stemmer helt, eller også er det distortionpedalen, der er i stykker, for den lyder simpelthen for skinger. Det er en skam, for netop produktionen og guitarlyden på The Shapeless Mass var noget af det, der imponerede mig mest. Det er dog et problem, der primært er at finde på det første nummer, men helt godt kommer leadguitaren – desværre – aldrig til at lyde. Jeg er helt klar over, det virker skørt at sidde og snakke om god/dårlig lyd, når det drejer sig om et old school black metalband. Men når de nu lige havde vist, at de var kommet videre, så virker det som et underligt tilbageskridt. Men noget som de, måske, har taget med sig fra The Shapeless Mass er eventyrlysten. Jeg roste dem meget for at have lavet et black metalcover af et caribisk calypsonummer, for det var både sjovt tænkt og relativt modigt for en så konservativ genre som black metal. Lidt af den legelyst er at finde på nummeret ”Undead Hunger”, der på halvvejen udvikler sig fra klassisk black ’n’ roll til akustisk rundkreds-musik, som får en til at tænke på spaghettiwesterns. Men hvor skægt et indslag, det end måtte være, så er vi – igen – ude i et langt nummer, der nemt kunne have været tre-fire minutter kortere. Men det virker til, at for lange sange er albummets generelle tematik – og det er heller ikke noget jeg normalt har et problem med – det skal bare gøres ordentligt og give mening. Jeg ser ikke nogen grund til at lave et nummer på fx ti minutter, hvis de seks af dem ”bare” er det samme riff, der kører i ring konstant uden udvikling eller forandring. Helt underligt bliver det dog, da albummets sjette nummer ”A Thousand Funerals” begynder, for af uransagelige årsager så mente DoG, at de da lige skulle have to minutters orgel-tamtam med på pladen. Jeg er med på ideen om begravelser og orgelmusik, men hvorfor ikke inkorporere det i et andet nummer, som fx det forrige, som ”kun” varer ca. seks minutter? Albummets sidste nummer, ”The Transylvanian Dream” (Darkthrone-reference måske?) er endnu en basker på elleve minutter, men ulig de andre lange numre, så er der lidt mere gods og kød på albummets afslutning, så det føles ikke helt som den samme ørkenvandring.
To skridt frem, et tilbage
Jeg må indrømme, at jeg er et my skuffet over DoGs tredje album. Jeg havde forventet og håbet på mere. Jeg havde håbet på lidt mere af den samme eksperimenterende DoG, som jeg fandt på The Shapeless Mass. Derfor føles albummet regressivt og ikke progressivt, hvilket er en skam, når de nu har vist, at de godt kan tænke ude af boksen. Det skal dog siges, at albummet ikke er dårligt, men det er heller ikke et mesterværk. Det er middelmådig old school black metal a la Venom og Bathory bare uden det bid, som de to bands havde.
Kommentarer (1)
Rasmus R
Øhh?
Denne anmeldelse er fandeme bizar? Ved anmelderen slet ikke hvilket univers bandet befinder sig i? At tro “the transylvanian Dream” skulle være en Darkthrone reference er grinagtigt. Hvorfor skulle det dog være det??