NOTBA4
Deiphago - I, The Devil

I, The Devil

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Death metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fanden i helvede

“Black/Death fra Hell’s Headbangers? Den tager jeg!”

Ovenstående er en nogenlunde korrekt gengivelse af den tankeproces, der forledte mig til at løfte anmeldertjansen for fillipinske Deiphagos’ femte fuldlængdealbum, I, the Devil. Havde jeg tæmmet min indre djævel blot et øjeblik havde den godt nok ikke været meget værd, men til gengæld kunne jeg have fundet frem til, at Deiphagos musik er… særpræget, i mangel af et bedre udtryk. Faktisk er jeg nærmest imponeret over, at man overhovedet kan skrive en sådan kakofoni.

Fokuseret uorden

Deiphago bliver ofte refereret til som kaosmetal; hvilket er korrekt ud fra én diskurs og ukorrekt ud fra en anden. Sangene på I, the Devil er kaotiske i den forstand, at de er hvirvlende og uforudsigelige, og skifter tempo og stil uden varsel. Til gengæld kan jeg ikke umiddelbart tyde nogen underliggende vision eller æstetik, og når jeg læser anmeldelser af tidligere albums, lader dette til at være et tilbagevendende kritikpunkt. Når jeg lytter til musik, drager jeg størstedelen af de følelsesmæssige indtryk fra tonernes indbyrdes relationer, men de tonale instrumenter – guitaren og bassen – på I, the Devil er produceret så mudret, at de i realiteten er reduceret til hvid støj næsten fra start til slut. Det er en form for adgangsritual i bestialsk black/death at afvise raffineret produktion, men selv på de første demoer fra Blasphemy, Sarcófago og Sadistik Exekutions kan man høre strengene nogenlunde tydeligt. Og sådan foretrækker jeg det.

Men Deiphagos musik har lydt sådan siden begyndelsen i 1991, og mange før mig har påpeget produktionen, uden at bandet har ændret noget. Hvad enten jeg personligt kan lide det eller ej, lyder skiven som bandet ønskede, den skal lyde. Musikken er som nævnt uforudsigelig; dvs. man kan næppe tegne nogen struktur over sangene. Instrumenterne angriber dog under én fælles vision, hvad den så end er; dvs. det er ikke tilfældigt, hvad de laver. Trommeslager Erick Mejia blaster, tæsker, dunker, hamrer og banker i ét væk; rytme og tempo skiftes konstant og han benytter bækkenerne på lige fod med alt andet inden for rækkevidde. V666 svinger bassen og udspyr samtidig de frådende og hæse skrig, der ligesom alt andet sjældent synes underlagt nogen identificerbar struktur. Sidapas guitar bidrager næsten ikke med noget, der bare løst kan betegnes som ”tonalt”, og soloerne er – i tråd med musikken – blottet for mønstre. I de få passager, hvor bassen og/eller guitaren spiller noget tydeligt og genkendeligt – for eksempel midterstykket i ”Chaos Protocols” eller introen til ”Deus Alienus” – virker det tarveligt og banalt; som om gruppen ser på traditionelle virkemidler med nedladende sarkasme, førend de fejer dem af bordet og tæsker dem ihjel.

Kritikere har kaldt Deiphagos musik for ”formålsløs”. Dette bakker jeg op om, men ikke i ønsket om at udtrykke et fravær af kunstneriske visioner; i stedet har jeg indtryk af, at det formålsløse er omdrejningspunktet i musikken. Det er ikke hensigten, at vi skal diskutere hvilket riff, vi bedst kan lide fra I, the Devil, eller om det er ”Neuro-Satanic Circuit” eller ”Anti-Cosmic Trigger”, der har det mest gentagelsesværdige refræn. Deiphago lader til at tage deres inspiration fra Satan som modpol til al kosmisk orden, og deres musik afspejler netop dette etos samtidig med, at den afviser alle andre. Albummet slutter i øvrigt af med et sample til ordlyden ”Jeg er djævlen, og jeg er her for at udføre djævlens arbejde”.

Djævlens arbejde

Jeg vil ikke kategorisere I, the Devil som et ubetinget dårligt album – rent faktisk er jeg overbevist om, at albummet er vellykket vurderet ud fra kunstnernes underliggende vision. Men at jeg kan gøre et forsøg på at læse og tyde denne vision er ikke ensbetydende med, at jeg kan forstå den, endsige ønsker at blive delagtiggjort i den. Dertil kommer, at jeg tidligere har kritiseret bands for at have en uklar produktion, og selvom Deiphagos etos næppe rummer jordiske begreber som ”konsekvens” og ”retfærdighed”, så klynger jeg mig til kosmos lidt endnu: I, the Devil lyder ad helvede til, og jeg giver blot to kranier for glimrende præstationer fra trommerne og vokalerne.

Tracklist

  1. Intro
  2. Quantum Death
  3. Neuro-Satanic Circuit
  4. 11_4_6
  5. Deus Alienus
  6. Chaos Protocols
  7. Anti-Cosmic Trigger
  8. I, The Devil

Tilføj kommentar