Er rullekraven in i Paris?
Med fare for at lyde uhyrligt snobbet, skal det siges, at jeg blev voldsomt betaget, da jeg læste beskrivelsen af Decline of the I. En post-black fransk trio med det mål at genfortælle og fortolke en fransk narkoselæges eksperimenter og teorier fra 1940’erne. Jamen hold da nu fast på både hornbriller, manbun og rullekrave og prøv at undgå at falde ned fra væltepeteren! Escape er det tredje album, og derfor afslutningen på det projekt bandet startede tilbage i 2012 med deres første album, Inhibition, og efterfulgte med Rebellion i 2015. Men hvorfor Henri Laborit? Hvorfor ikke Satan, Lovecraft eller Holocaust som ellers plejer at være black metallens hellige treenighed? Her kræver det, at man måske lige googler den kære Henri Laborit, hvis hans værker da ikke lige er en del af ens nattelæsning. Den kære doktor blev berømt/berygtet for at være den mere lavpraktiske type, modsat sine kolleger som havde en mere akademisk tilgang. Dvs. at Henri var typen, der gladeligt udsatte sine patienter for diverse medikamenter, fordi han mente, han havde ret og fordi hans eksperimenter på rotter havde en positiv effekt. Især stoffet klorpromazin var han umådeligt glad for og trods alle de gange, hvor hans eksperimenter ikke virkede, så blev han ved – båret frem af en stædighed og arrogance som man ved, at franskmændene mestrer. Hans eksperimenter skulle også vise sig at være banebrydende indenfor både narkosemedicin samt psykofarmaka. Men trods dette, så fik han aldrig den hæder han selv mente han fortjente, og døde derfor bitter i 1995.
Louis Cachet
Musikken prøver derfor at indkapsle og fange de følelser og tanker som Laborit og hans patienter har gennemlevet – nemlig panik, frustration, angst, vanvid, forløsning, glæde, smerte, hysteri og eufori. Musikken er langsom, tung og til tider monoton hvilket får en til at tænke på Neurosis eller Isis, måske endda Sun O))). Vokalen afbrydes til tider af lydbidder med Henri selv eller forskellige samtaler mellem patienter og læger som i introen til første nummer ”Disruption”. Denne foruroligende blanding giver én et indtryk af en endeløs, mørk depression, der aldrig stopper. Man kan mærke, hvordan mørket kommer tættere og tættere på, og hvordan håbet forsvinder. De seks numre er lange, snørklede, dystre og uforudsigelige – det er slet ikke til at regne ud, hvor musikken bevæger sig hen, og det bliver her tydeligt, at de tre medlemmer G., N., og A.K. har nærstuderet black metallen og dens mange virkemidler. Det her er ikke en viderebygning af den klassisk black metal a la Immortal og Bathory, men langt tættere på det som Burzum skabte med Filosofem, nemlig hypnotiserende, repetitivt, introvert og intelligent black metal. Hvis ikke det var fordi jeg ved, at Varg hader black metal og har afsvoret sit tidligere liv som musiker, så kunne jeg næsten tro, at han havde haft en finger med i det her projekt. Det lugter bare så langt væk af hans stil og tanker (rent musikalsk, ikke politisk!) samtidig med, at riffet fra ”Dunkelheit” går igen i nummeret ”Organless Body”.
La Fin?
Escape er lyden af mørket, lyden af det forbudte, lyden af det autoriteterne ikke vil have, at vi skal kende til. Det er smukt, det er lokkende, måske netop pga. det lyder så dystert? Escape er afslutningen på bandets trilogi om Henri Laborit, så nu er spørgsmålet, om det også er afslutningen på Decline of the I? På den ene side ville jeg have dyb respekt for, hvis de stoppede nu, når missionen er fuldført, men samtidigt håber jeg det sandelig ikke, da jeg ville være meget spændt på at finde ud af, hvad deres næste skridt ville være.
