Deceased - Children of the Morgue

Children of the Morgue

· Udkom

Type:Album
Genre:Death/Thrash Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Veteranerne gør, hvad der passer dem. Og det virker!

“Musik var meget bedre i gamle dage”

De amerikanske death metal-veteraner Deceased har været leveringsdygtige i ækelt og sublimt smadder siden dannelsen i 1984. Trods 40 år på bagen er den Arlington, Virginia-baserede kvintet slet ikke færdig med at larme, og nu har de endnu en plade klar til os. Det er vi mange, der er glade for. Deceased er nemlig aldrig gået på kompromis med nogen eller noget og har aldrig lagt skjul på, at deres musik er skrevet af – og i særdeleshed skrevet til – alle os gamle røvhuller, der synes, alt var bedre i gamle dage.

Bestemt ikke færdige endnu

Man skal ikke ret langt ind i Children of the Morgue, før man kan konstatere, at alt er, som det plejer hos Deceased. Vi snakker selvfølgelig medrivende og melodisk oldschool death metal med masser af thrashy vibes og en del punk. Og de er i et prægtigt spillehumør.

Pladen, der er gruppens ellevte studiealbum, starter med en kort intro, inden titelnummeret får lov at placere skabet præcis, hvor det skal stå. “Children of the Morgue” er en lang sag på knap otte minutter, men den viser på fremragende manér, hvordan bandet aldrig hænger sig i hverken uskrevne regler eller gamle konformer; de gør, hvad der passer dem. Med temposkift, synkoperinger, guitarsoli og passager af skaterpunk bliver musikken søsat med alle de virkemidler, der synes nødvendige. Og det virker fuldstændig efter planen. På “Terrornaut” bliver der ikke lagt skjul på bandmedlemmernes fortid i punkmiljøet, og “The Reaper is Nesting” er som titelnummeret en fed og ond omgang thrashet death metal med gode hooks og spændende temposkift. Er man på jagt efter melodiøs højhastighedsthrash, er det “Eerie Wavelengths”, man skal skrue op for, men er det derimod punk-elementerne, man finder interessante, skal man søge mod “Brooding Lament”, hvor disse igen sættes mesterligt i spil. Pladens ubestrideligt bedste skæring er imidlertid den sublime “The Gravedigger”. Her lægges der forsigtigt ud med tung og slæbende doom, inden dommedagsriffet speedes op og transformerer nummeret til et thrash-epos af monstrøse dimensioner. For pokker, hvor er det lækkert.

Deceased følger ikke nogen klassisk death metal-opskrift, når de laver en plade. Men er man bekymret for, hvorvidt sådan noget kan ødelægge sammenhængskraften, kan man tage det helt og aldeles med ro. Nok kommer de vidt omkring med deres komplet anarkistiske og mangehovedede death-monster, men det virker. Og når afslutteren “Farewell (Taken to Forever)” nærmer sig sin flotte afrunding, gentages omkvædet fra titelnummeret. Bare fordi de kan. Fantastisk måde at binde sløjfen på.

Guf til gamle røvhuller

Er man fan af den slags death metal, der dominerede, da genren endnu var spæd, må man ikke sidde denne plade overhørig. Children of the Morgue er gaven til alle dem, der mener, Metallica solgte ud før Kill ‘Em All og generelt bare synes, at alt var bedre i gamle dage. Og så kan det bruges til enhver lejlighed. Skal den bare spille i bilen på vej til arbejde, passer den glimrende til en omgang headbang på hovedvejene, men er man mere til nørderi hjemme i stuen, hvor detaljer finlyttes på et godt anlæg, er der ligeledes masser af guf. Så se bare at komme i gang – Deceased skal nok sørge for en fed times tid i deres selskab.

Tracklist

  1. Destination: Morgue
  2. Children of the Morgue
  3. Turn to Wither
  4. Terrornaut
  5. The Reaper is Nesting
  6. The Univited Dirge
  7. The Gravedigger
  8. Eerie Wavelengths
  9. Fed to Mother Earth
  10. Skull With the Vacant Stare
  11. Brooding Lament
  12. Farewell (Taken to Forever)