En salut til supportnavnet

Deathrite er et band, der har sine rødder i byen Dresden. De fandt først sammen tilbage i 2010 og har siden formået at skabe fire studiealbums, hvilket vidner godt om bandets engagement og skaberlyst. Deathrite er dog ikke ligefrem det bedst kendte ekstrem-metal band fra vores tyske underbo. På det sidste er det dog begyndt at se mere lovende ud for dem, og flere kunstnere har også vist deres beundring for bandet. De danske dødsgiganter Baest har eksempelvis givet dem en plads på deres “Death Metal Essentials” playliste, hvor de deler plads med legender som Cannibal Corpse, Death og Deicide. Desuden har de også turneret som opvarmningsband for Mantar og Skeletonwitch, hvor de for et par måneder siden lagde vejen forbi Danmark.

Død, groove og alt hvad hjertet begærer

At Skeletonwitch og Mantar lige har valgt Deathrite som deres opvarmningsband virker som et helt igennem naturligt valg. Både Mantar og Skeletonwitch er kendte for ikke at konformere alt for meget til en enkelt subgenre og generelt at drage lidt fra flere af metallens mange genrer. Dette er i den grad heller ikke fremmed for Deathrite. Elementer fra begge de førnævnte bands gør sig også til kende i musikken. Ift. Skeletonwitch er det særligt den mere black-inspirerede tilgang til metallen, som høres i deres musik. Dette ses på Deathrites brug af tremolo picking af de lysere strenge og den dystre og nærmest hypnotiserende effekt, det kan have på lytteren. Derudover bør de mere clean baserede stykker med kraftig brug af reverb også nævnes. Helt væk i trance falder man dog heller ikke i det kolde drømmeland, for i kontrast til dette er sangene også enormt groove-inspirerede og befinder sig oftest inden for midtempo. Mantars effekt mærkes mest på den mere umiddelbare vokal, der forekommer meget rå og upoleret, samt i de til tider mere rockede/punkede riff.

Dette skaber en form for Death‘n’Roll stil, som passer perfekt til det beskidte mix og den oftest ret simple instrumentering. Vokalens gutturale brøl bringer også tankerne hen på dødsmetal pionererne Obituary og deres forsanger John Tardy. Her har disse bands også midtempoet og den mere groovebaserede stil til fælles. Albummet er generelt meget stærkt og har enormt meget godt at byde på. Her kan blandt andet nævnes “Obscure Shades”, der nærmest kan ses som en perfekt smeltedigel for alle de højdepunkter, der står nævnt gennem anmeldelsen. Sangen virker dog meget naturlig, og trods de mange forskellige genreelementer virker det ikke som et påtaget eller overtænkt stykke musik. Tværtimod lyder det som fire passionerede unge mænd, der bare har sat sig ind i et øvelokale og så bare givet os det bedste de har i sig, og det er ikke dårligt.

En sikker genganger på anlægget

Deathrite viser med Nightmares Reigns, at de er ganske seriøse med det, de laver, og at de, når det gælder, sagtens kan levere musik i samme liga, som de bands de ellers har skulle opvarme for. Dette betyder dog ikke, at hver sang på pladen er af lige god kvalitet. Riffet i “Demon Soul” slår eksempelvis ikke rigtigt igennem med den samme tunge kraft, der ellers er kendetegnende for det meste af pladen. Desuden ville jeg også argumentere for, at den heller ikke ville have taget skade af at få cuttet et minut eller halvandet af, for Deathrite fungerer bedst i de lidt kortere numre. Selvom sangene groover godt, og det er et spændende mix af genrer, ville jeg dog argumentere for, at albummet lidt mangler nogle riff, der var lidt mere ikoniske, og som man nemmere ville kunne huske, efter man havde lyttet pladen igennem. Dette betyder dog ikke, at man ikke bør vende tilbage til pladen, for jeg er da sikker på, at Deathrite nok skal komme på anlægget med jævne mellemrum gennem det næste lange stykke tid.