Deadflesh - Sic Semper Tyrannis

Sic Semper Tyrannis

Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 5,5/10 baseret på 2 stemmer.

Dansk død af den gamle skole

Her på Heavymetal.dk sætter vi en ære i at anmelde alle de danske metaludgivelser, vi overhovedet kan få fingrene i, uanset hvor obskurt og undergrund, det ellers måtte være. Af og til er der noget, som desværre forbigår vores opmærksomhed, men det prøver vi altid at råde bod på. I juli måned i år udgav Roskilde-bandet Deadflesh i mere eller mindre ubemærkethed deres blot tredje fuldlængdealbum på over 20 år, Sic Semper Tyrannis, og det er faktisk en skandale! Ubemærketheden altså, for det er godt nok lidt af en positiv overraskelse, der kommer brølende ud af Korsbæk med dette monster af et album!

Sic Semper Tyrannis er en omgang old school death metal – så old school faktisk, at vi er helt tilbage, hvor vi kan høre dødsmetallens rødder i den tidlige thrash. Især Slayer er et tydeligt forbillede, og intet galt i det, så længe det er så solidt udført som her. En anden inspirationskilde må være Bolt Thrower, som Deadflesh minder en del om med deres korte, intense sange, der primært handler om krig i alle mulige afskygninger.

Ren hjemmelavet riff-fest!

Bandet har selv produceret Sic Semper Tyrannis i deres egen øver, og det kan derfor af og til godt lyde lidt som et demobånd, men for det meste gør det faktisk ikke noget, at det hele er råt og beskidt – det passer faktisk rigtigt fint ind i sammenhængen. Deadflesh mestrer både de hurtige sange og de mere tunge, groovy momenter. Der er en solid og præcis bund i bas og trommer, og ikke mindst er der det ene suveræne riff efter det andet. Jeg er sikker på, at selv d’herrer King og Hetfield ville være mere end godt tilfredse med at komme op med det her – så gode er de riffs altså!  

Samtidig har Deadflesh en sikker sans for at arrangere deres sange. De fleste numre er af 3-4 minutters varighed, og de trækker aldrig pinen ud. Det er altid kort, koncist og for det meste virkeligt medrivende.

Det starter stærkt med ”Vanguards”, der både har tempo, energi, flere seje riffs og et lækkert melodisk mellemstykke. På ”Bulldozer of Gore” bliver tempoet sat betragteligt ned, men Deadflesh kan tydeligvis også det tunge og onde. På ”Sherman’s March” buldrer det derudad med endnu flere fede riffs, og sådan bliver det ved. Et af pladens højdepunkter, blandt mange, er ”Betrayer” med et helt vanvittigt godt riff, højt tempo og endda en gæsteoptræden af selveste Michael Stützer fra de danske thrash-legender Artillery, der river et par hæsblæsende soloer af. Høj, høj klasse, og denne anmelder kan ikke komme i tanke om ret mange bedre sange fra 2017 – hvis nogen overhovedet.

Obskurt, undergrund og årets positive overraskelse

Ja, ok, det kan da godt være, at growls og guitarsoloer kunne stå lidt skarpere, og at det ikke helt kan skjules, at herlighederne er lavet i et øvelokale. Men hvad kunne Deadflesh dog ikke udrette med en pladekontrakt og en professionel producer i et rigtigt studie? En ting er sikker: Alle de andre danske death metal-bands skal virkelig stramme sig an, hvis det sker. Look out, BAEST, Deadflesh is coming for ya! Sic Semper Tyrannis – I er blevet advaret!

Tracklist

  1. Vanguards
  2. Sherman's March
  3. Bulldozer of Gore
  4. Omega-Hammer
  5. Betrayer
  6. Iron Mountain
  7. Swarmbot Legion
  8. Age of Treason
  9. Ghost of Napoleon
  10. Calm Before the Storm
  11. Inzane
  12. Nibiru (The Destroyer)