En fortælling om guderne

For otte år siden helt tilbage i 2016, hvor vi stadig forsøgte at finde ud af, hvordan man brugte emojis korrekt, gjorde Dark Oath sin entré med albummet When Fire Engulfs the Earth. Dengang var temaet nordisk mytologi, men nu er hammeren skiftet ud med Pandoras æske – og heldigvis indfrier den det potentiale, som den portugisiske kvintet udviste for otte år siden. Både titlen og lyrikken på Ages of Man forbereder os på en sand tidsrejse, som er inspireret af den græske digter Hesiods nedskrevne fortællinger fra år 660 før Kristus fødsel. Vi får historier om titanernes fald, menneskets plads på jorden, den almægtige Zeus, og ikke mindst hvad der sker efter døden – nemlig rejsen til Elysium. Og lad mig forsikre dig, tempoet er svimlende højt. Stilen er klassisk melo-død krydret med et strøg af grandiose symfoniske elementer, så spænd hjelmen, for nu skal der saftsuseme blæses igennem nogle tidsaldre.

Jeg troede, at alting gik langsommere i de gamle dage?

Ages of Man starter lige på og hårdt, og Dark Oath initierer straks opbygningen af deres eminente sangskriverunivers med disse ord; ”In a time long past, a realm of blissfull light, a world so pure and bright, divine utopia, bestowed by gods above, paradise of innonence, where man lived beneath golden skies”. Skiven er inddelt i kapitler, der matcher den individuelle tidsperiode, som vi befinder os i (guld, sølv, bronze og jern), og indleder med nummeret ”Gold I”. Her fortælles der om guldalderen, hvor fred var en selvfølge, og hvor guderne og menneskene var adskilte fra hinanden. Nummeret er en stærk intro, men bliver dog overgået af det efterfølgende nummer ”Gold II”, der er en endnu mere bidsk og hurtigere version af åbningsnummeret. Her får vi historien om den nu magtsyge titan Cronus, der er bange for at miste sit herredømme, og om hans fald efter mødet med Zeus. Nummeret er smækfuldt af lækker guitar, både elektrisk og akustisk, og lyrik, og vokalpræstationen er episk som bare pokker. Stilistisk minder disse numre en del om tidligere udgivelser fra finske bands såsom Wolfheart og Mors Principum Ests og er meget europæiske i deres udtryk og i deres melodiske lyd.

Hernæst bevæger vi os ind i sølvalderen, hvor Zeus regerer med hård hånd. ”Silver I” byder på et forrygende mellemøstligt riff, hvor især keyboardnoderne får en til at tænke på en travl bazaar. Det er i kontrast til de første par numre, og stilmæssigt minder det mere om et band som Aeternam. Pladen forsætter med besøg både i bronze-og jernalderen, og her hører vi historien om mennesket og dets grådighed, og hvad der sker, når døden indtræffer i det græske rige. Man får trang til at fordybe sig i universet, da Dark Oath formidler det på en måde, der gør det tilgængeligt for alle. Præsentationen er enkel, men gennemført. Sara Leitaos vokalpræstation udgør også en stor del af skivens succes, og hun fortjener stor ros. Hendes skrig er tydelige, og flere gange bryder hun over i ren vokal, som hun også mestrer til fulde. Dette træder tydeligt frem især på det sidste nummer ”Iron”, hvor hun varierer sin stemme til det yderste.

Ages of Man har dog også lidt skønhedsfejl bag gudernes udødelige facade, og det er især manglen på variation af tempo og på kompositionerne. Hvis man finder fornøjelse i åbningsnummeret, vil man uden tvivl også sætte pris på resten – og omvendt. Der måtte godt have været en afstikker eller to, der viste, at Dark Oath formåede at variere deres lyd og arrangementer endnu mere. Fokussen ligger desuden tydeligt på vokal og guitar (både elektrisk og akustisk), men desværre fremstår trommerne en smule flade, og de understøtter mere end de imponerer. Dette punkt kan uden tvivl forbedres markant på næste udgivelse.

En sejr for melo-død og Portugal

Ages of Man udmærker sig ved sin konsekvente udførsel, der tilbyder en intens rejse igennem græsk mytologi og fire af dens tidsaldre. Albummet præsenterer en imponerende samling af riffs, og Sara Leitaos vovede skrig udgør en triumf for både melo-død og Portugal som musikalsk kraft (og her kan vi i samme ombæring på det kraftigste også anbefale Gaerea). Ages of Man har i den grad været otte års ventetid værd, og hvis man kan se bort fra nogle flade trommer, byder guderne dig velkommen med jalousi, vrede og kamp til døden.