Ligegyldig udgivelse fra spanske romantikere
Dark Moor er et band der efterhånden har en del år på bagen. Dog har de haft relativ heftig udskiftning i medlemsstaben gennem bandets historie. Mest omvæltende har nok været afgangen af Dark Moors første sanger Elisa Martins tilbage i 2003, der resulterede i en række mindre succesfulde albums. Ærgerligt, mener denne anmelder, da hun ellers havde leveret flere toppræstationer - særligt på udgivelsen In the Hall of Olden Dreams fra 2000. Det er desværre et Dark Moor langt fra fortidens præstationer vi bliver præsenteret for i 2013. Den symfoniske power metal der i start 00'erne havde en hvis naiv charme over sig, er ikke forsøgt udviklet fra noget som helst perspektiv på Ars Musica . Det er generisk, rutinepræget, trivielt og ikke særligt interessant. Med lidt frækhed kan man drage en parallel til Nightwishes skæbne efter Tarja blev smidt ud. Bevares, enkelte numre kan få alle inkarnerede power-fans til at rocke lidt med såsom "The Road Again" og "Together as Ever", men ellers er der langt imellem snapsene. Musikalsk dominerer de symfoniske elementer lydbilledet, der ofte kammer over i noget mere eller mindre mudret. Ars Musica har bestemt en retning og en identitet og Dark Moor er skam også ganske stilsikre. Men heri er også kernen i problemet. Intet nyt prøves af og formlen følges til punkt og prikke. For nogle bands i nogle genre er dette et en demarkationsfaktor for succes, men Dark Moor formår ikke at overbevise i en positiv retning på Ars Musica .
Det er en skam af Dark Moor med tiden er blevet gradvist mere irrelevante, da deres første udgivelser ellers udviste stort potentiale. Ars Musica kan kun anbefales til die hard Dark Moor fans post Elise Martin (og findes der die hard Dark Moor fans?) Efter et par rigtigt gode udgivelser i denne genre indtil videre i år, leverer Dark Moor nok den største skuffelse indtil videre. Hvis man ellers havde forventet noget af denne udgivelse. Jeg må indrømme, at jeg havde en vis skeptisk indstilling før jeg hørte albummet, og den blot blev forstærket efter oplevelsen. Sidst men ikke mindst, hvis man vil høre noget Dark Moor, så skal man gå tilbage til In the Hall of Olden Dreams fra 2000. Her leveres deres magnum opus – desværre kan det modsatte siges her 13 år senere, da Ars Musica må karakteres som bandets lavpunkt.
Tracklist:
1. Ars Music (intro) 2. First Lance of Spain 3. It's My Way 4. The Road Again 5. Together As Ever 6. The City of Peace 7. Gara And Jonay 8. Living In A Nightmare 9. El Ultimo Rey 10. Saint James Way 11. Spanish Suite (Asturias) 12. The Road Again (Acoustic Version) 13. Living In A Nightmare (Orchestral Version)