Turen går til Nordpolen

Dansende isbjørne… Ja, jo, hvorfor ikke. Om det er en henvisning til de efterhånden presserende klimaforandringer eller bare et sjovt påfund, vides ikke – men det er måske heller ikke så vigtigt. I hvert fald føres bandet an af Lasse Laursen, som blandt andet har fortid i horsensbandet Den gamle mand og havet, og her på debut-ep’en har han fået selskab af en række andre musikere: Søren Nøiers på vokal, Jakob Ellerup på bas, Tommy Hansen på tangenter og Svenne Hansen på trommer. Dét samarbejde har resulteret i fire numre fordelt over cirka 18 minutter, og selvom der er gode takter at spore, kommer foretagendet aldrig i mål, desværre.

Isen slår revner

Det starter ellers tilforladeligt med det, der hurtigt skal vise sig at være pladens bedste nummer, nemlig ”Peacemachine”: en klassisk rockkomposition, hvis instrumentalside nok er en anelse anonym, men hvor særlig vokalist Nøiers brillerer. Ja, han er faktisk skæringens absolutte højdepunkt, og det er derfor temmelig ærgerligt, at han kun får lov at synge i sangens første halvdel. Hans følsomme, men samtidig kraftfulde stemme kunne udnyttes markant bedre og burde fylde mere.

Skuffende er det derfor også, at de næste to numre, ”Happy Hippie” og ”Alexanders 69’er”, er instrumentale og altså helt uden Nøiers. Men det er faktisk ikke det eneste problem: ”Happy Hippie” emmer af positive vibes og nostalgiske hammondkeys, men er simpelthen for kedeligt og repetitivt. Man sidder bare og venter på, at sangen udvikler sig – eller at Nøiers alligevel dukker frem – men intet sker. Det er fem lange minutter. ”Alexanders 69’er” er anderledes hurtig, men lider under samme problem: redundans.

En smule mere interessant bliver det heldigvis på sidste skæring, ”Evil Thought”. Her kaster bandet sig ud i noget, der minder om klassisk heavy metal – det er dystert og dissonant – og vokalist Nøiers er med igen. Stemmeføringen er mere aggressiv end i ”Peacemachine”, og der er nogle fine harmonier indimellem, hvilket atter gør, at Nøiers stjæler rampelyset. De resterende herrer spiller egentlig udmærket og fornuftigt, men også en kende anonymt, og ”Evil Thought” får aldrig den forløsning eller det crescendo, som det har brug for. Ærgerligt.

Både plus- og minusgrader

Det er således en blandet oplevelse at lytte til The Dancing Polar Bears. På den ene side spiller bandet godt, pladen er fint produceret, og de har en spændende vokalist, hvis stemme man – eller i hvert fald jeg – gerne havde hørt mere til. På den anden side halter selve sangskrivningen markant, og flere af sangene mangler simpelthen udvikling og forløsning. Vi lander derfor på et lunkent firtal, men med en forhåbning om, at Isbjørnene finder de rette dansetrin fremover. Mulighederne er der jo.