Kassetænkning

The Worship: Orthoprax Satanism indeholder den slags musik, som er umådeligt svært at putte ned i én kasse. Hvilket er lidt af et tveægget sværd. For på den ene side er denne anmelder typen, der foretrækker, at alt har sin helt korrekte kasse – ellers får jeg tics. Men på den anden side er jeg også typen, der mener, at der ikke findes genrer – og subgenrer – nok. Ergo må der jo være brug for flere og nye kasser. Så kom med; vi skal et smut forbi musikkens svar på Jem og Fix, for vi skal finde den helt rette kasse – og eventuelt hylde!

Ambitioner skal roses

Hvis man bare kigger på albummets cover samt bandnavn og sangtitler, så får man hurtigt det indtryk, at denne finske duo laver skabelonskåret, formularisk og decideret banal 90’er-black med Satan og religionskritik som det primære fokus. Det er heller ikke helt forkert – for religionskritik er absolut essensen af Curse Upon A Prayer. Ellers laver man næppe en sang, der hedder noget så malerisk som ”Cunt God”. Musikken er dog umådeligt langt fra eksempelvis Gorgoroth. Faktisk er der adskillige momenter på albummet, hvor jeg ikke engang synes, vi er i ”black metal-land”. Musikken er melodisk, progressiv, jazzet og utroligt atmosfærisk. Jeg kommer til at tænke på alt fra Opeth (det gamle!) til White Ward til Mephorash til Behemoth til Panzerfaust og en pokkers masse andet – selv Ramin Djawadi sendes der en tanke til. Og så er vi tilbage til spørgsmålet om, hvilken kasse albummet her skal ned i.

Curse Upon A Prayer vil en hulens masse. Der er enorme ambitioner og endnu større armbevægelser på bandets fjerde udspil – og den slags er noget, jeg altid billiger, især hvis det også følges til dørs. Og det gør det faktisk. Tag nu bare nummeret ”A Heav’n of Hell”, hvor der sker så meget, at det nærmest fremstår som en rapsodi. Her formår bandet at lave et nummer på lidt over ni minutter, som forbliver spændende – og intenst – hele vejen igennem.

Det er dog ikke samtlige ti numre, der er lige svulstige eller ambitiøse – desværre. ”I Enthrone You” er nok et af de mest blackede numre på pladen og har et langt mere simpelt og fandenivoldsk udtryk, hvilket ovenpå netop ”A Heav’n of Hell” føles en kende malplaceret. Ligeså ender det med at blive en kende langt i spyttet på albummets sidste par numre ”He That Eateth My Flesh” og de to ”The Worship”-numre. Det er ikke, fordi musikken tager et enormt kvalitativt dyk, men det er ikke helt på samme niveau som de første par numre. Men så havde vi også siddet med et mesterværk. Hvilket, desværre, ikke helt er tilfældet.

Mere end godkendt

Jeg er ikke sikker på, jeg har fundet den rette kasse til The Worship: Orthoprax Satanism, men det ændrer ikke på, at Curse Upon A Prayer er nogle vældigt ambitiøse og talentfulde herrer – som har fundet en lyd, der er helt deres egen. Der er fortsat plads til lidt finpudsning og forbedring hist og pist, men overordnet set så er det en mere end godkendt plade, og jeg vil da klart anbefale folk at sætte den på anlægget en gang eller fem.