Crystal Viper - The Curse Of Crystal Viper  [re-release]

The Curse Of Crystal Viper [re-release]

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Power metal
Antal numre:15

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Crystal Vipers Curse of Crystal Viper er et af de mange albums, der bliver genudgivet i år. Crystal Viper er et polsk band, der gør sig i Sværd-og-Trolddom-metal, og, som man kan se på deres coverart, er barbarer, spøgelsesriddere og troldmænd en del af deres image.

De, der er blevet udsat for europæisk power metal, ved, at grænsen mellem håbløst kikset og over-the-top fedt er meget fin. Og efter den totalt forfejlede introduktionsmonolog "... I see him" kan man kun forvente über cheesy hjernelam euro-power metal. Heldigvis tager man fejl. "Nightprowler" viser sig nemlig at være et vaskeægte gammeldags heavy metal-nummer med inspiration fra Iron Maiden, Judas Priest, Iced Earth, Accept og den slags, og stilen føres videre i "Shadows on the Horizon", hvor specielt Iron Maiden-inspirationen har sat sine spor. I "City of the Damned", der godt nok byder på galoperende guitar, sættes tempoet op til en omgang tysker-inspireret speed metal med bumlende stortrommer og fængende vokalmelodier. "The Last Axeman" fortsætter i speed metal-land, mens tempoet sættes ned i den tunge "Island of the Silver Skull". "I Am Leather Witch" vender tilbage til den traditionelle heavy metal, og "Demons' Dagger" er en heavy metal-ballade med masser af guitarharmonier. Det er ikke slut med speed metallen, og man får lige en omgang mere af den slags i "The Fury (the Undead)" for den tunge "Sleeping Swords".

Der er ganske vist ikke tale om original eller nyskabende musik - men snarere om retro-metal - men, når de kører en så autentisk stil, som Crystal Viper gør på denne skive, så gør det bestemt ingenting. Numrene på skiven er melodiske og lager-than-life og har masser af charme. Musikerne kan deres kram, og sangerinden Marta Gabriels lettere rå stemme passer fortrinligt til musikken. Skal jeg være ærlig, så synes jeg, at der er tale om et gennemført fedt retro-metal album... men jeg har jo også en svaghed for den slags.

Hvis man allerede har den originale udgave fra 2007, ved jeg ikke, om der er grund til også at købe 2012-udgaven. Der er selvfølgelig en håndfuld bonusnumre - deriblandt et Manilla Road cover og et Warlock cover, og, er man hardcore fan af bandet, kan det da godt være, man skulle investere i genudgivelsen også. Fans af gammeldags metal og power metal-orienteret speed metal, som ikke har hørt Crystal Viper endnu, kan trygt anskaffe sig Curse of Crystal Viper.

Tracklist: 1. ... I See Him! (intro) 2. Night Prowler 3. Shadows on the Horizon 4. City of the Damned 5. The Last Axeman 6. Island of the Silver Skull 7. I Am Leather Witch 8. Demons' Dagger 9. The Fury (Undead) 10. Sleeping Swords 11. Flaming Metal Systems (Manilla Road cover) 12. Demons' Dagger (2008 version) 13. The Last Axeman (2008 version) 14. Sleeping Swords (Polish Version) 15. Mr. Gold (Warlock cover)

Hør The Fury (Undead) her: