Nedskæring og ny udgivelse
Vi har tidligere stiftet bekendtskab med CRYOSPHERE her i Detektoren; i efteråret 2019 anmeldte vi bandets første ep, Rebirth – og selvom vi ikke var ubetinget begejstrede, kunne vi sagtens se potentiale i bandet. Særligt var vi glade for idéen om at forene en barsk mandevokal med en flot kvindestemme, og det eneste, vi virkelig savnede, var mere gennemslagskraft hos sangerinde Sirene. Siden debuten har bandet været igennem en række udskiftninger, i dag er CRYOSPHERE en trio, og den 23. juni var de altså klar med opfølgeren Constellations – en ep komponeret af forskellige, skiftende medlemmer. Modigt.
Næste kapitel
Constellations består af fem numre fordelt over 22 minutter, og på den tid kommer bandet vidt omkring i nogle forskellige genrehjørner: ”Into Decay” og ”Nevermore” blander det symfoniske og melodiske, ”I Am Become Death” har passager, der låner fra dødsmetallen, og ”Ashes to Ashes” viser et progressivt islæt. Det sidste nummer, ”Constellations”, er instrumentalt – og lad os bare være ærlige: Det er malplaceret og unødvendigt. Æv.
Ser vi bort fra det uheldige titelnummer, har CRYOSPHERE oppet sig, både hvad angår produktion og præstation. Mens Rebirth bar tydeligt præg af at være en debut fra et uerfarent band, er udtrykket på Constellations mere modent – og det klæder bandet. Trioen har da også allieret sig med Lacuna Coils guitarist, Diego Cavallotti, der har stået for både miks og master. Dette har ført til en nogenlunde afrundet lyd, der bestemt er godkendt her i Detektoren.
Endnu et fremskridt finder vi på vokalfronten, hvor der nu er mere kapow på sangerinde Sirenes stemmebånd. Kontrasten til vokalist Anders’ beskidte growls er klart bedre end på Rebirth – hør bare ”Nevermore”, hvor de to sangstemmer forenes på rigtig fin vis.
Der er ingen tvivl om, at Constellations er et skridt fremad for CRYOSPHERE – men i takt med at bandet bliver mere erfarent og får flere udgivelser bag sig, stiger forventningerne også. Og med det in mente kan jeg ikke lade være med at blive en smule skuffet. Selvom Constellations byder på fire numre, der fungerer, er der intet særligt eller for alvor mindeværdigt over dem – jo, ”Nevermore” har et fantastisk fængende midterstykke, men det er vist også det. Lad mig sige det sådan: Bandet har (stadig) masser af potentiale, men det helt store gennembrud lader nok vente på sig.
