Selvsikkert og forfriskende
George Fisher aka Corpsegrinder behøver nærmest ingen introduktion indenfor dødsmetal. Han er nok den mest legendariske figur indenfor genren overhovedet med sine adskillige hitplader med Cannibal Corpse og Paths of Possession, masser af gæsteoptrædener på bl.a. Suffocations Effigy of the Forgotten og nu også med sit nyeste soloalbum kaldet Corpsegrinder. Igennem årene er man blevet vant til at høre Fishers grumme growls henover de selvsikre og gennemtestede toner fra resten af Cannibal Corpse, men nu er det de to medlemmer fra Dee Sniders band, Charlie Bellmore på guitar og bass og Nick Bellmore på trommer, der sammen med George skal bære showet. Det må man sige, at de gør godt. Der er masser af energi og velorkestreret melodi hele albummet igennem, og det er tydeligt at høre, at det er nogle musikere, der kender hinanden godt.
Voldeligt og fremragende
Jeg havde på forhånd glædet mig utroligt meget til at høre Corpsegrinder i et andet ensemble end Cannibal Corpse. for selvom jeg lang tid har været stor fan af bandet og desuden var rigtig glad for deres nyeste skive, Violence Unimagined, som ellers var ret så traditionel, var det stadig med stor forhåbning til noget andet og nyt, at jeg satte albummet på.
Det var også lige det, jeg fik. At høre George Fishers vokal sat sammen med andre musikere end de sædvanlige bringer masser af ny energi ind i hans dybe stornakkede growls. Udover det er produktionen på albummet helt igennem vellykket. Den går den smukke, men svære balancegang imellem at være lo-fi og “slimet” og at være sprød, stram og teknisk lydende. Det er svært at ramme, men Nick Bellmore som har produceret albummet sammen med Jamey Hasta fra Hatebreed gør her et virkelig godt stykke arbejde.
Igennem hele albummet vil man også lægge mærke til, at mange af numrene er helt utroligt catchy. For eksempel på nummeret “Wings of Carnage”, hvor omkvædsriffet brænder sig ind øregangene og sidder fast som en motorsav i maven på en dæmon. Det er en sammenligning, der i dette regi giver mening, da coveret på mange måder ligner, at Corpsegrinder er dumpet ned i DOOM-universet og er i fuld færd med at myrde monstre med stor entusiasme. Også på intronummeret “Acid Vat” er riffene mærkbart catchy og giver én en følelse af, at George og resten af bandet er kommet for at dræbe! Dog er der et lille dyk i albummet på nummeret “Bottom Dweller”, der bare ikke rigtig når op på samme niveau som resten af numrene, og riffsene er bare ikke er lige så intense eller spændende. Det er der vel egentlig heller ikke noget at sige til. En enkelt svipser er vel tilladt, når resten fungerer så godt, selvom man selvfølgelig altid håber på perfektion.
På nummeret “All Souls Get Torn” kommer George og resten af flokken ind på godt og velkendt Cannibal Corpse-territorie med masser af tremolopicking og d-beats, som i denne sammenhæng sætter resten af sangene godt i perspektiv. Nummeret ”Crimson Proof” er nok højdemålet af eksperimenteren på pladen, da George nærmest i bedste Corey Taylor-stil rapper sine vokaler henover de hæsblæsende trommer og den hidsige guitar, der følger lige efter. Det kunne meget nemt have været en kikset affære, men det fungerer på en eller anden mærkelig måde utroligt godt. Det er faktisk en sætning, der opsummerer albummet ret godt. Det kunne have været kikset, men det er det ikke.
En vellykket og aggressiv fornøjelse
Når Corpsegrinder på denne skive optræder i en ny og anderledes band-konstellation, kan man tydeligt mærke, at han ved, hvad han laver. Det samme gælder for de resterende bandmedlemmer, der her beviser, at de virkelig godt har gidet dette her projekt. Og den følelse kan man kun blive glad af at få. Næsten alting fungerer bare vanvittigt godt, og der er kun meget få fingre at sætte på enkelte numre. Der er ikke så meget mere at fortælle, for albummet taler for sig selv. Jeg ville anbefale at sætte DOOM Eternal på computeren og Corpsegrinder på anlægget og så ellers få sig et brag af en badass oplevelse.
