Det er svært at skifte gear, når koblingen sidder fast
Fire år og ni dage senere…
Aldrig nogensinde er der gået fire år mellem to studiealbummer fra amerikanske Clutch. Den yderst produktive og hidsigt turnerende kvartet fra Maryland måtte dog, som så mange andre, lade sig forsinke af covid-19, da de for nogle år tilbage begyndte at arbejde på ny musik, og dermed blev det først i september i år, vi fik opfølgeren til det fremragende album Book of Bad Decisions fra 2018. Resultatet, bandets trettende langspiller, har fået titlen Sunrise on Slaughter Beach, og det er Clutch fuldstændig, som vi kender dem. På godt og ondt.
Skarpt og medrivende – som altid
I forhold til ovennævnte forgænger er Clutch ikke nær så vrede og utilfredse denne gang. Bevares, den karismatiske og hyperaktive frontmand Neil Fallon er sjældent bleg for at kommentere lidt på verdens tilstand, men hvor han for fire år siden tordnede mod daværende præsident, Donald Trump, og alle hans kumpaner på højrefløjen, virker han denne gang en anelse mere afdæmpet og humoristisk i sin tilgang til det givne emne. Og i denne ombæring er det blandt andet anti-vaxxers og disses konspirationsteorier, der står for tur. Man skal ikke længere ind i albummet end åbningsnummeret for at høre det første eksempel: “Red Alert (Boss Metal Zone)” er ikke bare en fremragende og energisk start på pladen, det er også en kommentar på en teori, der engang var fremme, som gik på, at den berømte guitarpedal indeholdt en chip, der kunne overvåge folk. Og så er der ellers fyret op for den gode Fallon, når der i de efterfølgende 33 minutter skal harceleres mod åbelige eksistenser. Skørt, medrivende og typisk Clutch – det kan vi lide!
Som helhed fungerer resten af albummet ganske udmærket, men efter den potente åbning og dennes for bandet meget karakteristiske energi kommer albummet aldrig helt op at ringe. Man forventer hele tiden, at den store forløsning ligger lige rundt om næste hjørne, men desværre letter taget aldrig rigtig trods den pæne indsats. “Slaughter Beach” og “We Strive for Excellence” er, sammen med åbningsnummeret, rigtig fine Clutch-numre og klart pladens største ørehængere. Det er velkendte toner og virkemidler fra den vanligt boogiespillende stoner/psych-maskine, og til at bryde det samlede lydbillede en anelse er der den lettere syrede “Skeletons on Mars” samt den tilbagelænede og groovy afslutter “Jackhammer Our Names”. Men så er der heller ikke mere at komme efter. Var det virkelig det hele?
Clutch på autopilot
Sunrise on Slaughter Beach er på ingen måde et dårligt album, blot mere af det, vi kender fra tidligere. Clutchs bundniveau er uhyre højt, og faktisk vil jeg vove den påstand, at ‘the hardest working band in rock’ aldrig har lavet en skidt eller bare middelmådig plade. Men holdt op mod flere andre udgivelser i deres ret så imponerende diskografi skiller denne sig på ingen måde ud, og det ærgrer mig grusomt, at de efter fire års ventetid tilsyneladende er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Værker som Robot Hive/Exodus, Blast Tyrant samt de nyere Earth Rocker og Book of Bad Decisions er stadig de plader, der skiller sig mest markant ud i det nu tretten plader store katalog. Det gør Sunrise on Slaughter Beach ikke.
