Rutinepræget udgivelse savner lidt "kaos"....?
En kvintet bliver til en kvartet
Finske Children Of Bodom har været leveringsdygtige i rå og potent crossover af melodød og power metal siden første album i 1997. Lækkert krydret med lidt progressivt her og der har deres udgivelser for det meste været af ganske høj kaliber og med god slagkraft og opfindsomhed. Nu er andenviolinen Roope Latvala, der altid stod i skyggen af guitarvirtuosen Alexi Laiho, smuttet fra bandet. Spørgsmålet er om finnerne stadig kan holde kvaliteten?
Alt forbliver på det jævne
Først og fremmest skal eventuel spænding lige forløses; Opskriften på nyeste COB-udspil er i bund og grund præcis som den plejer. Ikke på den dårlige måde, men heller ikke på den vildt imponerende og nyskabende måde. Alexi Laiho komponerer stadig nogle aldeles slagkraftige numre med hans lirede old school-riffs, der sammen med det til tider lettere irriterende keyboard og en bund af klassisk death, skaber rammen om bandets stil.
Numre som åbneren “Hurt", men især også "Prayer For The Afflicted" og "Hold Your Tongue" består af yderst lækker og appetitlig guitar fra hr. Laiho, fine melodilinier og nogle fornuftige hooks. Det er klart disse tre numre der bærer albummet, men dermed ikke sagt at de øvrige numre er svage eller bare er rent fyld. De er ganske fornuftige, men afviger bare ikke så meget fra resten.
Pladens lyd og dermed også dens generelle udtryk er fedt skruet sammen og lyder formidabelt. Efter et par numre er man godt inde i albummet, men lige når man håber det hele skal til at stikke af, sker der bare desværre ikke så meget. Det forbliver på det jævne, og det er en anelse skuffende. Køber man dog præmissen om et band, der bare har kreeret mere fra samme skuffe og som kan sit håndværk, kan man dog godt nyde skiven som en god omgang baggrundsstøj til køreturen.
Rødderne plejes, men planten vokser ikke
Her er ikke så meget nyt under solen, og så kommer vi automatisk til det gode gamle spørgsmål om, hvorvidt det er godt eller skidt? Tja, mit bud er, at nu hvor bandet er en mand fattigere, og Alexi Laiho er eneste guitarist, har man valgt at spille det sikre kort. Musikken er, som vi kender den, og overrasker hverken positivt eller negativt. Der er ikke satset på eksperimenter af nogen art og afhængigt af ørerne, der lytter, kan det jo både tolkes som godt eller mindre godt. Personligt hører jeg til dem, der foretrækker balancen, hvor man både hører et band, der er tro over for deres egne rødder, men også et band, der udforsker, eksperimenterer og er på vej frem. I tilfældet I Worship Chaos uddeles der, trods bandets udviklingsmæssige stilstand, syv kranier for tre rigtig gode numre plus en omgang nogenlunde godt fyld. Det er ikke dårligt, det er bare det samme som altid. Men næste gang går den ikke - så forventer vi noget med mere kød på.
