Konceptuel kunst
Vi ved alle, hvad et konceptalbum er, og hvad et sådant indebærer. Ofte er omdrejningspunktet diverse historiske begivenheder og personer, mens vi andre gange er ude i gængse litterære tributter eller endda de små personlige fortællinger om hjerte og smerte. Men ingen regler uden undtagelser, og denne undtagelse er Récits d’Automne et de Chasse. Cercle du Chênes debutudgivelse er bestemt et konceptalbum, men som alt andet Antiq-relateret så er det ikke helt som alle de andre, fordi det er jo ikke sjovt! Nix, denne her skive handler i stedet om, hvordan en række vilde dyr mødes under et egetræ for at diskutere alle de mange jagter, som de har overlevet – så det er den klassiske fortælling om jægerne, der mødes i jagthytten for at sammenligne byttedyr, bare vendt på hovedet. Ja, den var ny!
Filmisk, fjollet, fransk
Som alt andet, Antiq nogensinde har udgivet, så er der – naturligvis – tale om black metal af den skøre slags. Projektet selv beskriver det som et mix af black metal, dungeon synth og episk kor – med andre ord: Tænk ’Caladan Brood møder Véhémence’, hvilket – på papiret – lyder intet mindre end genialt! At bandet selv nævner Véhémence, er ikke så sært, da en af personer bag er Léon ’Hyvermor’ Guiselin, som også er manden bag netop det band samt utroligt mange andre Antiq-bands, og, ja, faktisk selve Antiq Records. Jeg tror efterhånden, det her er tredje eller fjerde gang, at jeg anmelder et af hans mange bands. Musikken er utroligt stemningsfyldt, storladen og flot – og man får da bestemt lyst til at iføre sig en ringbrynje og derefter finde nogle bønder for at tæve dem synder og sammen med en stridsplejl, bare fordi. Men trods min kærlighed til både Antiq og i sandhed Caladan Brood og Véhémence så må jeg erkende, at Cercle du Chêne ikke er på samme niveau som de to. Selvom musikken er smuk og ekstremt velkomponeret samt til tider decideret humoristisk, så mangler der altså generelt noget pondus og gennemslagskraft. Det gælder især nummeret ”Le Trésor dans l’Onde Noire”. Det nummer er decideret anæmisk og minder mestendels om en skovtur uden mimosaer, men til gengæld har man lagt sit tæppe oven i en myretue. Med andre ord: meningsløs og mildt irriterende. Heldigvis bliver der skruet, lidt, op for både tempoet og for blackmetallen på de senere numre, og der kan man da også mærke Antiq-magien. ”Aux Jours de Chasse”, ”La Croix entre les Bois” og især det geniale nummer ”Un Duel de Rois” formår at indkapsle alt det, jeg netop elsker ved Antiq.
Her får vi nemlig storladen og eventyrlysten black metal, der emmer af alle de store eventyrfilm fra det forrige årtusind som Robin Hood: Prince of Thieves, Conan the Barbarian, Legend og Ice and Fire. Hvilket i øvrigt er opskriften på den ultimative filmaften!
Men en tak skal I da have
Mit største problem ved Récits d’Automne et de Chasse er, at når jeg lytter til musikken, får jeg lyst til at sætte Echoes of Battle eller Ordalies på i stedet. Det er jo lidt af et tveægget sværd, for på den ene side betyder dette jo, at det virkeligt er lykkedes for Cercle du Chêne at ramme lyden af ’epic black’ helt perfekt. På den anden side, ja, så minder de, desværre, bare en om, at der findes nogen, der har gjort det bedre før. Men når det så er sagt, så vil jeg gerne udråbe et højt ’Merci!’ til Cercle du Chêne. Tak for at forsøge at samle op, hvor Caladan Brood slap tilbage i 2013, tak for at skabe mere epic black, det kan man simpelthen aldrig få for meget af.