Californisk deathcore skiller sig positivt ud.
Amerikanske Carnifex er på banen med deres femte deathcore-udspil Die Without Hope. Deres udgivelser har det med at blive bedre for hver gang, og selvom vi ikke er helt oppe at ringe, så er der stadig tale om et bedre album end det forrige.
Lad det være sagt med det samme - jeg er ikke stor fan af deathcore. Vi er ude i en genre, der, efter min mening, er selvdestruktiv af natur og lukker sig om sig selv med sine strengt begrænsede udviklingsmuligheder. Vrede mennesker laver brutal musik for brutalitetens skyld, og så slutter den ligesom der - genren låses, og hvad så? Hvor bevæger vi os hen når det ikke er muligt at komme med flere blastbeats og breakdowns? I tilfældet Carnifex, som heldigvis ikke længere tilhører skaren af uopfindsomme deathcore-bands, så kan man på denne skive godt finde elementer af nytænkning og tilføjelser til den ellers så trængende genre. Næsten alle numre rummer eksempelvis en flot og melodisk guitarsolo, og lidt inspiration fra symfonisk metal kan også findes, hvis man lytter godt efter. Træerne vokser dog ikke ind i himlen for Carnifex. Scott Lewis' vokal varierer ikke meget i hverken register eller udtryk, og det bliver mildest talt trættende i længden. Derudover spares vi heller ikke helt for blastbeats, breakdowns og en produktion, der er så super komprimeret, at bassen er helt væk. Men okay, uden de elementer havde der vel heller ikke været tale om deathcore...?
Die Without Hope er bedre, mere melodisk og alt i alt mere interessant end så meget andet deathcore, men nogen revolution er den dog ikke. Fans af genren kan dog godt hente lidt her, fra et band der trods alt prøver ihærdigt på at puste lidt nyt ind i genren. Men et vendepunkt for genren er pladen ikke.
Dragged Into the Grave - klart et af skivens bedste numre!