Interview med Carnifex

Photo by Jim Louvau Photo by Jim Louvau

Op til udgivelsen af Carnifex’ nye album, 'Graveside Confessions', tog vi en snak med frontmand Scott Lewis. Han fortæller blandt andet, at Carnifex var ved at gå i opløsning sidste år, og så giver han sin uforbeholdne mening til kende om tidens opblomstring af nu-metal. Læs med her.

Først og fremmest mange tak for, at du stiller op til dette interview. På fredag den 3. september udkommer jeres ottende studiealbum, Graveside Confessions. Har det altid heddet det, eller havde det på et tidspunkt en anden titel eller måske en arbejdstitel?
Hmm, det er der aldrig nogen, som har spurgt mig om før! Jo, der var en arbejdstitel. Jeg prøver lige at komme i tanker om, hvordan den lød… Jeg tror, det var What We Take to the Grave. Den endte jeg med at skrotte, fordi jeg for det første ikke skrev nogen sang, der hed det, og for det andet, fordi jeg syntes, den mindede for meget om Slipknot. Det gik også op for mig, at titler som den kan være lidt forvirrende: Det kan være svært at få alle ordene med og så videre, så jeg valgte noget, der var mere simpelt, ha ha. Den endelige titel, Graveside Confessions, passer under alle omstændigheder bedre til pladens tema. Albummet handler grundlæggende om den katarsiske følelse, der kan være i et sidste åndedrag. Du ved… at man får lettet hjertet og sagt de ting, man ellers ikke har kunnet sige. Dén tanke går igen i mange af sangteksterne på den ene eller den anden måde.

I forlængelse af det: Der står flere steder, at Graveside Confessions er en meget personlig plade for Carnifex. Hvordan er den det?
Den betyder rigtig meget for os. Det er nok den plade, der har været sværest for os at lave. Du ved, pandemien satte jo en stopper for mange ting, og pludselig stod vi med en masse uvante problemer. Vi indspillede pladen helt selv, fordi vi ikke ville have en udefrakommende producer, gæstesangere og så videre. Vi var ikke interesserede i andres anerkendelse eller kvalitetsstempel. Vi ville hellere have, at musikken skulle tale for sig selv. Mens vi var på den rejse – at indspille alene – måtte vi også forholde os til bandet som et professionelt foretagende, der blev slået fuldstændig itu under lockdown. Carnifex er den forretning, der gør, at vi kan forsørge vores familier, vores crews og så videre, og den her pandemi begravede os i gæld. Vi lever af at turnere, og da vi pludselig ikke kunne det mere, blev vi konfronteret med en masse real world problems, som vi ikke har stået over for i mange år. Dét kombineret med, at vi indspillede albummet helt alene og derudover ikke anede, hvornår vi kunne turnere igen – om vi nogensinde kom til det igen – gjorde, at vi blev meget sårbare.

Den sårbarhed gjorde, at vi fire i bandet lagde alt, hvad vi havde, i arbejdet med denne plade. Du ved, måske er musikbranchen færdig, måske er Carnifex færdig, men hvis vi skal smide én ting mere på gaden, skal den være hundrede procent os, hundrede procent Carnifex. Og det er det, pladen er.

Ja, det har desværre været en meget usikker tid for mange musikere. Hvordan føles det, at verden så småt er ved at åbne igen – I udgiver ny musik, og I har også spillet nogle liveshows?
Det føles virkelig godt! Det var fantastisk at se vores fans igen. Jeg må sige, at de er mere engagerede og opbakkende end nogensinde før. Det er vildt dejligt. Samtidig er det underligt, fordi alt jo stadig er så usikkert. Carnifex som business er stadig helt smadret. Det er lidt af et mindfuck: Det ene øjeblik tror vi, at bandet er færdigt, og det næste står vi på en scene foran dedikerede fans.

Overvejede I helt alvorligt at lægge Carnifex i graven?
Ja, absolut. Vi anede ingenting – vi vidste jo ikke engang, om det nogensinde ville blive muligt at spille live igen. Pandemien startede også helt forfærdeligt for os. Vi var 12 timer fra at tage hul på vores headline-turné med 3Teeth kaldet Meta X Tour, da vi måtte aflyse det hele. Og den turné ville virkelig have betydet meget for os – ikke kun for promoveringen af vores album, men også økonomisk. Vi havde planlagt den turné i ekstremt lang tid og virkelig lagt alle vores kræfter i forberedelserne. Forud for den havde vi også brugt en masse penge på promovering af World War X, og de penge skulle vi tjene ind igen på turnéen med 3Teeth. Så da den turné blev aflyst, og vi ikke kunne spille så meget som ét show, var det helt ufatteligt…

Bussen var allerede på vej for at hente os, vi havde betalt et depositum på mere end 8.000 dollar, crewmedlemmer var på vej til Californien med fly – det er yderligere tusindvis af dollar – og vi havde lejet lysudstyr for over 7.000 dollar. Alt var pakket og klart. Vi havde sågar købt merchandise for mere end 40.000 dollar. Alle de regninger sidder vi med nu, og vi ved stadig ikke, hvornår vi for alvor kommer i gang igen. Vi var totalt fucked og kunne slet ikke se nogen løsning på det. Lige nu handler det derfor ikke bare om at lave et album; vi skylder også som virksomhed tusindvis af dollar. Hvad skal man stille op? Det er sgu hårdt.

Lad os håbe, at det hele snart bliver bedre – og lad os prøve at skifte til et mere positivt emne: På det nye album har I genindspillet tre numre fra jeres debutplade, Dead in My Arms. Hvad var tankerne bag det?
Ha ha, nu siger du, at vi skal skifte emne til noget mere positivt – og det var præcis med det mindset, at vi valgte at genindspille de sange. Du ved: ”Alt ser sort ud, men det skal sgu ikke komme i vejen for, at vi laver et fedt album”. Vi vil have det sjovt og vendte nogle gange tilbage til udtrykket ”fun keeps the lights on”. Det har en slags dobbeltbetydning: at resultatet af ens arbejde bliver bedre, hvis man har det sjovt, og at man psykisk har det bedre, hvis man giver plads til lidt sjov.

Det var derfor, vi besluttede at genindspille de tre numre. Med den gode produktion på Graveside Confessions kom de gamle numre til at lyde meget mere brutale. Har jeg ikke ret?

Jo, klart!
Yes, så er det bekræftet! Vi ved mere nu, vi er bedre musikere, og Shawn [Cameron, red.] er en dygtig ingeniør, så derfor ville vi prøve at indkapsle magien fra dengang, men bedre. Dead in My Arms er jo også en betydningsfuld plade for os – vores allerførste. Vi skrev den for 15 år siden.

Synes du nogensinde, det er mærkeligt at vende tilbage til gamle sange eller gamle sangtekster?
Well… Har du læst mine tekster, ha ha? Du ved, det er meget de samme ting, jeg skriver om, og det skyldes, at jeg skriver ud fra mine egne oplevelser. Jeg kan sagtens støde på en gammel tekst og tænke, at okay, her var jeg ikke verdens bedste sangskriver, men følelserne, de er ægte. Jeg kæmper stadig med mange af de ting. Derfor synes jeg ikke, det er underligt at læse teksterne. Faktisk er jeg på en måde lidt stolt af mig selv: Jeg havde nogle følelser, som jeg satte ord på – også selvom jeg ikke altid fandt de perfekt ord.

Med Carnifex har du også lavet en del covernumre, fx af Korns ”Dead Bodies Everywhere”, SlipknotsThe Heretic Anthem” og Nine Inch Nails’ Head Like a Hole”. Er der nogen sange, du aldrig ville turde røre?
Aldrig turde røre… Hmm, nej, det tror jeg ikke. Vi er ikke så ærekære, hvad det angår. Men altså der er helt klart nogle sange, hvor vi har tænkt: ”Kan vi gøre det her bedre?” efterfulgt af ”nah, sikkert ikke”. Vi har overvejet at lave et cover af Cannibal Corpses ”Hammer Smashed Face”, og vi kunne jo sagtens gøre sangen anderledes – fordi vi er Carnifex og ikke Cannibal – men kan vi gøre den mere brutal eller modbydelig? Formentlig ikke.

Det handler altså ikke så meget om, at I ikke tør røre nogle bestemte sange – men mere om, at I ikke tror, at I vil kunne gøre dem bedre?
Ja, præcis. Jeg tror, at coversange fungerer bedst, når de er et miks af det originale band og det band, der laver coveret. Hvis man for eksempel lytter til ”Dead Bodies Everywhere”, kan man nemt høre, at det er en Korn-sang, men samtidig er det umiskendeligt Carnifex. Det skyldes både, at Shawn er en dygtig sangskriver, der lavede en flot adaption, og selve sangvalget. Der er nogle sange, som fungerer bedre end andre. Folk siger altid, at vi skal fortolke ”Unanswered” eller ”No Pity for a Coward” – du ved, Suicide Silence. Og ja, de sange ville være skidesjove at spille, men helt ærligt: Ville vi kunne gøre noget ved de sange, eller ville vi bare ende med at spille andres musik? Det er de overvejelser, vi altid har. Kan vi ikke tilføje noget, ser vi ingen mening i at spille sangene.

Apropos musik fra 00’erne: Det lader til, at nu-metal så småt er på vej tilbage – der kommer ny musik fra Limp Bizkit, og yngre bands som for eksempel Tallah og Chaoseum læner sig meget tæt op ad genren. Hvad er din holdning til nu-metal – er den relevant i 2021?
Ja, uden tvivl! Jeg synes, nu-metal er en stor del af metalkulturen. Du ved, nu-metal og deathcore har faktisk en del til fælles, hvad angår modtagelsen af genren, da den først opstod. Nu-metal blev udsat for meget had, selvom den jo blev en succes rent kommercielt. Noget af det samme skete for deathcore: Den blev ikke en kommerciel succes, men den blev hadet af utrolig mange, da den var ny. Jeg tror, at nu-metal havde den fordel, at mange store pladeselskaber turde tro på den, og den blev jo også spillet på for eksempel MTV. Med hensyn til deathcore var der gatekeepers alle vegne, og alle var så skide elitære. I mine øjne er det totalt snæversynet; hvis folk er så ignorante og blankt afviser en genre, siger det mest om deres egne usikkerheder. Det er ikke musikken, der er et problem, men den ignorante lytter.

Så ja, for fanden, selvfølgelig er nu-metal relevant i 2021. Jeg tror, at nu-metal kan blive et kæmpe samlingspunkt for metallen. Du ved, Slayer er væk, Metallica forsvinder også – de gamle bands kan jo ikke blive ved. Hvad er der så tilbage, som virkelig kan slå igennem? Se bare på festivalerne rundtomkring lige nu: De eneste hovednavne er nu-metalbands! Det er Slipknot, Limp Bizkit, Rob Zombie, Korn eller System of a Down. En enkelt gang imellem er det Maiden eller Priest, men det er det. Nu-metal er centrumgenren lige nu, og den kan trække andre genrer med frem i lyset. Deathcore er også en relativ ny genre med vind i sejlene, og lige pludselig vil alle deathcore-haderne sidde tilbage som gamle forstokkede mennesker.

Noget af det, der gør Carnifex særlig med hensyn til genre, er jeres blanding af netop deathcore og black metal. Kan du huske, hvordan I kom på den idé?
Det var bare noget, der skete. Vi har ikke lavet nogen plan eller en regelbog. Du ved, Shawn og jeg satte os bare sammen og tænkte: ”Hey, du er en dygtig trommeslager, og du er en dygtig vokalist”. Shawn er vild med Korn, Slipknot, Bleeding Through, Throwdown og As I Lay Dying, og jeg elsker Cannibal Corpse, Cradle of Filth, Dimmu Borgir og Dying Fetus. Hvad ville der ske, hvis vi startede et band? Og det var det, vi gjorde. Da vi startede Carnifex i 2005, fandtes der slet ikke nogen deathcore-bands, så der var ikke nogen, vi kunne læne os op ad. Det er nok derfor, vores lyd er, som den er.

Er der nogen album, som har haft ekstraordinær stor indflydelse på dit liv?
Cruelty and the Beast af Cradle of Filth ændrede mit liv. Uden tvivl. Dimmu Borgirs Puritanical Euphoric Misanthropia gjorde det også. Hmm, jeg prøver lige at tænke mig om. Jo, Nine Inch NailsThe Downward Spiral, Marilyn MansonAntichrist Superstar og Mechanical Animals. Hvis vi går endnu længere tilbage, er det Pearl Jams Ten, tidlig Alice in Chains og Stone Temple Pilots. Grunge har haft en stor indflydelse på mig.

Hvis alt går vel, spiller Carnifex på dansk jord næste år sammen med blandt andre Chelsea Grin og Lorna Shore. Hvad kan de danske fans forvente af det show?
Vi forsøger altid at gøre det så intenst som muligt. Det bliver vildt, det bliver katarsisk, det bliver sjovt. Vi giver den alt, hvad vi har, og vil prøve at give publikum en fantastisk oplevelse. Jeg elsker stemningen og prøver altid at få mulighed for at snakke med fans efter sættet. Du ved, det er rart bare lige at udveksle et par ord med publikum.

Og med det vil vi opfordre alle til at møde op på Gimle i Roskilde den 22. februar 2022. Du skal have mange tak for din tid og dine ord!
Det er mig, der takker. Hav en god dag!

Tilføj kommentar