As I Lay Dying - Shadows Are Security

Shadows Are Security

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Metalcore, Hardcore
Spilletid:43:23
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

Amerikanske As I Lay Dying slog for alvor deres navn fast med udgivelsen af albummet, “Frail Words Collapse" i 2003. Da pladen kom, var den banebrydende indenfor metalcore, hovedsageligt på grund af bandets hyppige brug af elementer som normalt var at finde i svensk dødsmetal.

Nu er As I Lay Dying altså igen aktuelle med et nyt friskt album i højt tempo. Stilen er stadig den samme; amerikansk metalcore tilsat lidt elementer fra svenskerdøden. Dog er det som om der, generelt for albummet, er kommet lidt mere melodi og lidt mindre dødsmetal i gryden, da dette album skulle brygges, i forhold til forgængeren. Der bliver stadig trampet en helvedes masse på dobbeltpedalen, men der er flere steder kommer meget mere melodi og skønsang på de enkelte numre. Denne "fornyelse" gør desværre, at "Shadows Are Security" kommer til at stå en smule svagere end deres tidligere album, idet stilen kommer til at ligge tættere op af de mange bands som også spiller US-metalcore. As I Lay Dying skiller sig dog alligevel lidt ud, da de har begået et album med usandsynligt meget smæk på, taget genren i betragtning.

Det nyeste udspil fra As I Lay Dying er sgu lidt en blandet satan, da der både er nogle ekstremt fede numre som virkelig skiller sig ud, men desværre også en del langt mere anonyme numre som lige så godt kunne være lavet af hvilket som helst andet band på den amerikanske metalcore-scene.

Alt i alt er "Shadows Are Security" et solidt og fedt album med nogle klare hits såsom "The Darkest Nights" og "Confined", men ses albummet som en helhed så er der sgu lidt for langt mellem snapsene til at det kan nå op på niveau med mesterværket fra 2003.