Bonejammer - Another Day in Paradise

Another Day in Paradise

· Udkom

Type:Album
Genrer:Punk, Hardcore
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

For skidt til at dø

Smadremændene i Bonejammer kommer fra Silkeborg, og de kan i den grad lide at larme, have det sjovt og høre Entombed, men de er til gengæld knap så glade for elcykler og tandtråd. Meningsløst måske, men generelt virker det, som om budskabet bare er en gang pis. De her gutter er her for at have det skægt. Og det smitter.

Fuld blæs og skaldepanden tilbage

Der er i den grad skrald på fra start, så der absolut ikke er tid til at vænne sig til noget som helst i det her beskidte, punkede rock’n’roll-paradis. Selv Discharge kan godt gå hjem. Allerede efter knap et minut i ”Too Shit to Die” indtræffer det første dødhamrende geniale nedbræk. Selve breaket er ikke videre innovativt, men udførslen er superb og overrumplende. Lytteren får smilet frem og lyst til at hoppe rundt. Man bliver med andre ord helt glad, og kan man andet end på forhånd elske et nummer med en titel som ”Fuck Elcykler”? Startriffet bærer blot kærligheden til Bonejammers paradis videre i reneste punk-thrash-Lemmy-stil. At guitaristen spasser ud i en ren ukontrollabel rock’n’roll-solo, inden omkvædet runder af, skyder blot festen op på amok-skalaen. For hulan, hvor er det godt. Og nej, bare fordi man synger noget sjovt, er det ikke Red Warszawa. Med det sagt, så er teksterne svære at lytte af. Vokalen ligger og råber om kap med resten af bandet, der absolut ikke holder sig tilbage. Skal vokalen med, må hørebøfferne på, og det overrasker på ingen måde at få bidder med som ’if you don’t like it, you can suck our cocks’. Set i lyset af det musikalske udtryk ville det være ret syret at komponere tekster a la Kandis’ ”En lille ring af guld”, men et sådant træk kunne måske være en ren genistreg.

Det er ikke kun elcykler, det går ud over, men også tandtråd. ”Floss in Hell” er tjept midttempo, indtil de midtvejs pludselig får skudt en omgang sennep direkte i armen, og pedalen kommer hysterisk meget i bund. Det generelle ubeherskede indtryk taget i betragtning er det himmelråbende indlysende med et cover af Emtombeds ”Eyemaster” fra Wolverine Blues. Det er også selveste LG Petrov, der er afbilledet til venstre på covertegningen.

”Death Race 2k” har en helt fænomenal rock’n’roll-solo på et nummer, hvor trommespillet er ren Philty Animal Taylor. Han var et skingrende vanvittigt energibundt, og her lyder det, som om han har noget til fælles med Bonejammer.

Mere energi end en hel børnehave

Jeg er nærmest forpustet efter diverse gennemlytninger. Det ville være oplagt at sige ’mere energi end en atombombe’, men bomben indkredser ikke det glade, ubegrænsede vanvid, der er i en børnehave – i hvert fald hvis pædagogerne vælger at forlade den en times tid. Jeg tror næppe, kanutterne i Bonejammer har været overvåget af pædagoger, mens de smadrede løs i øvelokalet. Man må undre sig over, hvordan det overhovedet har været muligt at få indspillet miseren på nogenlunde fornuftig vis, men det er lykkes til UG. Indenfor genren er det svært at komme på noget, der kan måle sig med gutterne her.

Tracklist

  1. Too Shit to Die
  2. Dead Meat
  3. Floss in Hell
  4. Fuck Elcykler
  5. Grit Your Teeth
  6. Death Race 2k
  7. Chokehold
  8. This Means War (This Means War)
  9. 4-6-8
  10. Citizen Death '22
  11. Eyemaster