"Anomia1" er svenske Bokors debutalbum. Bokor spiller en interessant blanding af dyster grunge, progressiv rock og mudret metal. Forsangeren, Lars Carlberg, har en varm, karakterfuldt rocket stemme, der minder meget om Chris Cornell. Hans fraseringer rummer imidlertid snarere træk af Eddie Vedder og Maynard James Keenan (Tool). Produktionen og numre som "The Island of St:Menée (Beach of the Living Dead)" og "Convert Into" peger i retningen af Tool på albums som "Undertow" og "Ænima". Ellers bringer selve musikken mindelser frem om melodødbands som Opeth og måske lidt af den nye engelske prog-scene (Porcupine Tree mfl.) – dette er især tilfældet på episke numre som "Best Trip" og "Migrating". Åbningsnummeret, "Crawl – The Sermons and Dreams of John Duncan Thunstall" er mere direkte, pågående metal, dog med den karakteristiske grungefornemmelse i vokalen og med et fedt, forsiret riff, der igen bringer mine tanker i retning af Opeth.

De numre på albummet, der efter min mening fungerer bedst, er dem, hvor alle de ovennævnte stilelementer blandes til orginiale helheder – igen er "Best Trip" og "Migrating" perlerne. Bokor er dog også værd at høre på, når de bare spiller i ørefaldende grunge med gang i den. Lars Carlberg er en anelse upræcis i sine vokalforsiringer ind imellem (f.eks. til sidst på "Crawl…"), men måske er det meningen for at holde musikken i den mudrede rockfornemmelse. Dog synes jeg, Bokor skulle have afholdt sig fra at anvende growl i de få passager, hvor det forekommer. Det virker umotiveret, synes jeg, især når sangeren sagtens kan udtrykke vrede med almindelig vokal.

"Anomia1" er ikke en skive, man sidder og nærlytter intenst for at få alle detaljerne med, men snarere en CD, man slapper af eller arbejder til – musikken er tilpas æterisk til, at man kan lade den være underlægningsmusik til sine tanker og energisk nok, til at man ikke falder i søvn under løbeturen. Bokor er et spændende band, som jeg glæder mig til at høre mere fra.