Californiens svar på Black Sabbath er klar med deres fjerde album!
Bloodset Boulevard
Hvis man ikke er bekendt med Bloody Hammers, så forestil jer et mix af Black Sabbath, Alice Cooper og Nick Cave, og hvis det stadig ikke er feset ind, så forestil jer, at Ghost kom fra Vestkysten i stedet for Sverige, så skulle det vist være på plads!
Deres lydbillede er helt klart et sted i 1970’erne; man kan mærke det psykedeliske Hollywood-miljø, de farvede solbriller og en distinkt lugt af gran, men samtidig er der et underliggende gotisk mørke, der ligger og ulmer. Det gotiske element kommer mest til udtryk i sangteksterne og så i bandets visuelle fremtoning. Hvis man satte sig ned og så en række af deres videoer uden lyd, ville man hurtigt få associationer til klassisk black metal fra mørke norske skove. Anders Mangas vokal minder mig om Manson i de tidlige 90’ere – altså dengang, han stadig var vred og orkede at stå på en scene.
Hvis black metal var opstået i USA i 60’erne og 70’erne, så ville der nok være flere bands derude, der lyder som Bloody Hammers, men dette er nu engang ikke tilfældet, og det skal Bloody Hammers nok være glade for, da det er noget mere indviklet at fremstå som et unikum, hvis alle andre gør præcis det samme.
Dog har Lovely Sort Of Death betydeligt mindre Californien-stemning end deres forrige plader, og i stedet har Bloody Hammers valgt en tilgang, der, i stedet for Californien i 70’erne, mere minder om soundtracket fra nærmest alle science fiction-film fra 80’erne – altså masser af synthesizer-rock! Jeg har dem næsten mistænkt for at have benyttet op til flere keytars…
Dude, where’s my climax!?
Bloody Hammers har masser af groove, masser af stemning og masser af mørke, men det, de mangler, er noget, der virkeligt blæser mig baglæns – noget, der får min hjerne til at eksplodere og fosse ud af både ører og næse i ét væk. Her snakker vi ikke om blast beats, der tordner derudad med 300 km i timen, eller en ansigtssmeltende solo, der ville få selv Van Halen til at kaste guitaren i ringen. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcis det, Bloody Hammers mangler på A Lovely Sort Of Death, men måske er det bare sådan, det er.
Måske er det det faktum, at deres musik, trods den ellers så interessante tilgang, mangler kreativitet eller gåpåmod. De fleste sange på albummet er bygget op omkring det samme riff og fortsætter derudad i samme tempo. Det gør det svært at skelne sangene fra hinanden; den eneste sang, der sådan virkeligt skiller sig ud, er balladen ”The Reaper Comes”, der, trods sin status som pladens unikum, dog føles som et alt for langt handjob – det var meget fedt i starten, men nu er det bare tørre håndflader og et klimaks, der aldrig kommer.
A Bittersweet Sort Of Death
Netop dette gør sig, desværre, gældende på alle 10 numre. Man sidder tilbage med en følelse af ‘var det det!?’ – netop fordi, at de forskellige numre faktisk er ret fede, og de lægger op til noget, der aldrig kommer, men måske er det bare mit mindset, der er alt for præget af ideen om, at hvert nummer på en metalskive skal have en solo eller et eller andet, der gør nummeret unikt og hæsblæsende.