Bloodiest  - Bloodiest

Bloodiest

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Sextet fra Chicago ryger i Tool-fælden med et ordentligt smæk

For langt mellem de gode takter

Bloodiest er netop udkommet med deres anden skive, Bloodiest. Stilen kan bedst beskrives som progressiv metal, der snarere går efter at mane tågen frem og lade tusmørket sænke sig over snelandskabet end efter det vilde tekniske ridt op og ned ad guitarhalsen. Sexteten fra Chicago vil helt sikkert utrolig meget på deres seneste selvbetitlede plade. Der er tydeligvis tænkt en masse tanker om de enkelte kompositioner, og hvordan de får et søgende, eksperimenterende og smukt udtryk. Desværre er der ganske enkelt for langt mellem snapsene.

Tool-fælden lurer på ethvert progressivt metalband

Når et metalband bryder skabelonerne for de forskellige genrer, hvilket jeg som klart udgangspunkt er tilhænger af, er der for mig at se altid en overhængende fare for, at såfremt musikken, der kommer ud af stilbruddet, ligger i den tungere del af heavyspektret, vil den blive sammenlignet med Tool. Og det er altså sjældent til bandets fordel. Soen klarede skærene med deres mesterværk, Tellurian (2014), men Soen havde også blødt lyden en smule op, så sammenligningen ikke lå lige for.

Jeg kan faktisk godt få stedvise kuldegysninger over Bloodiest, men så går der 7-8 minutter, inden der igen kommer et stykke, der virkelig griber fat om min opmærksomhed. Og det varer ikke længe, så synker Bloodiest tilbage til små hop på stedet, hvor jeg har svært ved at se, hvor de vil hen med udfoldelserne.

Nummeret ”Separation” på hele 8 minutter er således i det hele taget en temmelig nulrende, indadskuende og kedelig affære. Og hvad skal vi med ”Mind Overlaps”, som består at et sagte klaver over hvinende lyde over 3 – 4 minutter? Omvendt skal perler som ”The Widow” på 8 minutter fremhæves som et fremagende og stemningsfuldt stykke musik, jeg nok vil smide på playlisten og lytte til mange gange i løbet af vinteren.

For de tålmodige, der vil have lidt god baggrundsstøj

Jeg havde høje forventninger til Bloodiest, fordi jeg havde hørt debuten, Descent (2011), som jeg bedre kan lide end det nye album. Man skal nok være fan af progressiv, sfærisk metal for at kaste sig glædesstrålende over Bloodiest, men ret skal være ret, der er vitterligt også gode momenter på skiven. Måske de skulle have lavet en ep i stedet og skåret lidt af stilstanden væk?

Tracklist

  1. Mesmerize
  2. The Widow
  3. Condition
  4. Broken Teeth
  5. Mind Overlaps
  6. He Is Disease
  7. Separation
  8. Suffer

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 93

Debuten var som du også

Debuten var som du også skriver en rimelig fed skive, men det her lyder godt nok lidt kedeligt. Alt for meget atmosfærisk stilstand og gentagelser bliver hurtigt for meget.