Blod-hvem?

Blodørn, ej at forveksle med Blodorn, Blodörn, Blodørn eller Bloodorn, er et lille og nyt projekt skabt af to af medlemmerne fra Ulvhedner. Men hvor Ulvhedner havde en mere moderne, melodisk og folk-influeret tilgang til blackmetallen, er Blodørn langt mere konservativt i sit udtryk – hvilket åbenbart er ved at være en trend blandt norske black metal-bands. Stilistisk lægger Blodørn sig op ad sine landsmænd Ulver (de første tre album), Enslaved og Burzum – og det lyder da, på papiret, meget godt. Men der kan som bekendt være langt fra tanke til virkelighed …

A for effort

Dødsjakt er en underlig størrelse. Det er langt henad vejen klassisk 90’er-black a la Norge, komplet med dissonante riffs og skramlet produktion – samt de fladeste trommer, jeg længe har hørt. Men der sniger sig også diverse akustiske passager ind hist og pist, og de fungerer nogle gange rigtig fint; andre gange virker de ekstremt malplacerede og decideret kluntede. Albummets intronummer er nok det bedste eksempel på dette: Igennem hele sangen spiller en akustisk guitar en tremolomelodi, der ligger oveni resten, og kombineret med den forvrængede elguitar skaber det et utroligt forvirrende lydbillede – det er, som om nummeret er både hurtigt og langsomt på én og samme tid. Heldigvis stiger kvaliteten en smule på de senere numre, selvom de folkede vikingepassager fortsat fremstår kluntede; tag nu ”Ferdens ende”, som faktisk er et udmærket nummer, trods den alenlange klumpedumpede lejrbålssangsintro. ”Ulvens vrede” gør sit bedste forsøg på at emulere lyden fra Vikingligr Veldi og slipper nogenlunde afsted med det, selvom der ikke just er tale om en guldmedalje for præstationen – hvilket generelt er opsummeringen af Dødsjakt. Det er jo ikke, fordi de to herrer bag projektet ikke ved, hvordan klassisk norsk black metal skal lyde – de har trods alt været aktive i miljøet siden slut-90’erne – men alligevel fremstår musikken lige dele træg og forceret. Produktionen og mixet er ligeså i øst og i vest. Nogle gange er det klassisk skramlet med instrumenter så indsmurt i effekter og uld, at man nærmest ikke kan høre, hvad der er guitar, og hvad der er trommer, mens produktionen andre gange er knivskarp, og selv bassen fremstår svulstig. Især trommerne er et kapitel for sig. Stortromme og lilletromme ligger så lavt i mixet, at man næsten ikke kan høre dem; til gengæld er der skruet helt op for hi-hatten og samtlige bækkener. Alt dette er med til at opbygge forvirringen hos lytteren. Men det mest frustrerende er, at der faktisk er momenter på det her album, som virker, og som er gode. Jeg vil skyde på, at ud af de 46 minutter, som Dødsjakt varer, så er der måske 15, som fungerer – ergo må konklusionen være, at det her kunne have været en fin, måske endda god, EP. 

Dømt til rodebunken

Mest af alt så fremstår Blodørn som et kopiband, og det eneste, der reelt set ville give Dødsjakt en form for eksistensberettigelse, ville være, hvis det viste sig at være et glemt bånd fra netop 1997, men ak! Derfor ryger Blodørns andet værk over i den evigt voksende rodebunke med udgivelser, vi alle har glemt, sekundet efter den sidste tone ringede ud.