Retromørke
Jeg tror, alle har prøvet at tænke tilbage til en tid, hvor alting var bare lidt bedre: Ølmaven var tættere på et vaskebræt, hårgrænsen startede ikke i nakken, elregningen havde ikke helt så mange nuller, og man kunne høre, hvad de sagde i tv’et. Maden smagte bedre, tøjet sad bedre, og musikken var bare mere ægte – eller trve, om man vil. Udåd er et resultat af, at den gode Thomas Eriksen (kendt fra Mork) en dag netop sad og følte, at Mork havde bevæget sig for langt væk fra sit oprindelige musikalske udgangspunkt, og hvis man sammenligner Isebakke-albummet fra 2013 med Dypet fra 2023, forstår man da godt mandens pointe. Men i stedet for at trække det projekt tilbage til 1990’erne skabte han Udåd – et band, hvor han, ifølge eget udsagn, bedre kunne dyrke den ortodokse og rå norske black metal, som Mork var vokset fra. Spørgsmålet er så bare, om det her projekt egentlig har andre fans end Eriksen selv.
Jeg vil af!
Visionen om, at Udåd skulle lyde som de klassiske black metal-udgivelser fra 1990’ernes Norge, lykkes da også – umiddelbart altså. Vi har den klassiske, skramlede produktion – den såkaldte ”necro sound”. Vi har de uldne, simple og repetitive samt til tider meditative guitarriffs. Bassen er druknet, trommerne minimalistiske – og vokalen er naturligvis den klassiske dødsrallen. Problemet med at forsøge at genskabe en lyd her tre årtier efter er dog, at det er tydeligt, at der er tale om et kopiprojekt og ikke en autentisk udgivelse. Her er ikke tale om, at lyden er, som den er, på grund af et magert indspilningsbudget og musikalske evner, der, om muligt, var endnu mere magre. Derfor ender Udåd mestendels med at minde om The Force Awakens, i den forstand at det virker til, at nostalgieffekten var vigtigere end selve kunsten. Hvilket både er ærgerligt og frustrerende for en, der ved, at Eriksen er en ganske habil musiker. Det har han bevist igen og igen qua Mork. Jo, jo, nok er Udåd både grim, grum og kold, men det er bare ikke spor overbevisende – ej heller ville det virke overbevisende, hvis Darkthrone havde udgivet eksempelvis Transilvanian Hunger 2.0 i år i stedet for It Beckons Us Al........ Bevares, det faktum at samtlige otte numre på albummet er alenlange, uhyrligt ensformige og generelt absurd kedelige, hjælper bestemt heller ikke. Hvert eneste nummer følger, mere eller mindre, det samme mønster med ét riff, der kører i ring om og om igen – som en karrusel på autopilot.
I det store hele er det også komplet umuligt at høre forskel på diverse numre, medmindre man er Eriksen selv, så hvis planen var at skabe simpel, men memorabel musik, ja, så er det altså heller ikke lykkedes.
Selvindsigt er godt, navlepilleri er ikke
Jeg kan sagtens forstå pointen og tanken bag Udåd. Det er dog det endelige produkt, jeg har svært ved at mentalisere – for det er lige dele jammerligt og meningsløst. Ideen om at se sig tilbage og eventuelt samle nogle rester, man har tabt, op er ikke tosset – og måske noget, flere bands burde overveje at gøre nu og da, om ikke andet så for det terapeutiske indblik. Jeg håber derfor også, at Eriksen fik dét ud af det her sideprojekt, som han havde brug for, og at Mork derfor vil fremstå stærkere, skarpere og mere fokuseret end før – samt bibeholde det romantiske aspekt, som det band altid har haft.
