Pure, Scottish Metal
Spørgsmålet har plaget mangt et sind siden tidernes morgen: Har skotterne faktisk noget under kilten? Det skotske metalcoreband Bleed From Within lader det stå hen i det uvisse på sit seneste album, Zenith. Bandet fokuserer ellers meget på sit skotske ophav, og det kan høres både i tekstuniverset og backingtracks med bagpipes. Skotland er kendt for mange ting: glimrende whisky, langhåret højlandskvæg og sækkepibespillere klædt i klan-tern. En ting forbinder man dog sjældent med Skotland: metal. Det vil Bleed From Within ændre, idet de kalder dem selv ’pure, Scottish metal’. Bandet blev dannet i 2005 af en flok unge gutter, der jammede Lamb of God-sange sammen i fritidsklubben. Inspirationen fra LoG prægede særligt deres tidlige plader, men deres musikalske profil har mistet en del slagkraft, efter de sendte rytmeguitarist Steven Jones i front som skønsyngende modsvar til forsanger Scott Kennedys dødsskrig. Spørgsmålet er, om metal-klingen i deres musikalske plov stadig er hård nok til at flænse sig gennem højlandet og høste vredens frugter af jorden, eller om de kører fast i en fortærsket fure af blødsøden, næringsfattig muld.
Fra knytnævemetal til manbuncore
Heppekoret fra helvede står i snorlige geled lige fra starten på “Violent Nature”, hvor deres hey-råb accentuerer hæsheden i den krigsklare vokal. Sangen fremkalder en brusende, primitiv energi, der giver lytteren lyst til at slå så mange huller i væggen, at knoerne bløder, og naboerne klager. Det er klassisk knytnævemetal, og selvom sangen ikke byder på meget nyskabelse, så er det svært ikke at blive revet med af dens fremdriftskraft. Et hint af lyse, engleblide backingvokaler fremhæver sangens mørke, og guitarbroerne flænser sig igennem lydbilledet som en blodig, rusten motorsav. Selvom blodet på denne motorsav for længst er koaguleret i kendte akkorder, som man har hørt mange gange før, kører den velsmurt gennem øregangene. Albummet begynder dog allerede at miste pusten efter tredje nummer, hvor den små-autotunede skønsang tager fokus fra de ellers luftige screams. Man savner overraskelsesmomenter som på “In Place Of Your Halo”, når den djent-inspirerede guitars beskidte slam mødes af sækkepibe. Det skaber en urovækkende klangbund for de dybe growls og en basgang så tung, at den pløjer markens muld til ukendelighed og vender hver en sten, mens den klan-ternede dommedagshær marcherer ud i højlandstågen. Bleed From Within er bedst, når de er vredest. Desværre skråner flere af sangene mod skrattende radiovenlighed, når skønsangen og de elektroniske elementer overskygger guitarens skingre skreetch. På “A Hope In Hell” bevarer vokalen til tider sin energi, men luften er lidt gået af vredeballonen, så lyden er mere velfriseret. Vi er gået fra rendyrket raseri og utæmmet hår sammenfiltret i svedige headbangs til en barista-manbun. Guitaren får dog mere plads til at vrænge, så der er stadig en smule snavs og lus mellem de pæne lokker, som metalcore-kammen ikke fik bugt med i sin udredning af skarnsgarnet. Det redder dog ikke sangen fra at fade ud som overpoleret baggrundsmusik.
Mindre højglans, mere højlandsvildnis
Bleed From Within kører på Zenith meget i samme rille, men det er en velsmurt rille. Bandet pløjer den samme fure mange gange og kunne trænge til at finde en ny mark. Albummet begyndte ellers godt, men sangene mister gradvist deres furore og fremdrift. Selvom enkelte numre slår slagkraftige knytnæver gennem den soniske mur, sætter bandet hurtigt glimmerplastre af overproduceret skønsang på knoernes sår. Hvis Bleed From Within i fremtiden lader produktionen være mindre højglanspoleret og fokuserer på deres utæmmede vredesudbrud, kan de dog skabe en helt særlig medrivende energi.
