August Burns Red prøver alt for hårdt, og evnerne går tabt på hovedløst album.

Det er ikke bare et Slime-band

August Burns Red er et spøjst band. De er alle åbenlyst kristne og inkorporerer ind i mellem deres religiøse tilhørsforhold i deres tekster. Men evangeliske, det er de på ingen måde. De falder også i kategorien metalcore, omend den mere melodiske slags. Mærkatet har de som sådan heller intet imod, men besynderligt nok er det ikke en genre, de ellers bryder sig synderligt meget om. Så kan man argumentere for, om hvorvidt udfaldet overhovedet er tiden værd, når de spiller noget, de teknisk set ikke bryder sig om.

Metalcore med mange ansigter

Men langt henad vejen er det lidt for simplificeret at stemple dem som værende en del af en homogen masse. Det melodiske aspekt skinner igennem på den solide åbner ”King Of Sorrow”, og man nikker automatisk med. Det er velafbalanceret i sin vekslen mellem det ligefremme og det nørklede. Bassen er, som den førhen har været, temmelig særpræget og står klart, som et bærende element. Bøllekoret i baggrunden bliver cementeret af forsangerens indebrændte vokal, der på intet tidspunkt er clean – lidt et særsyn i denne type subgenre. ”Hero Of The Half Truth” byder på en black metal-inspireret guitar, der fik mig til at nikke tilfreds, den går glimrende i spænd med deres øvrige udtryk og skaber en smule kontrast, numrene i mellem.”The Frost” er en positiv og harmonisk sag med et super godt flow, og teksten giver sammenhæng mellem form og indhold, selvom den føles en smule klæg i sin opløftethed – men det vil jeg godt tilskrive min kærlighed til vred metal.  ”Quake” derimod tangerer det genereriske core-koncept, noget der absolut ikke klæder dem.  Den mangler charmen ved de harmonier, som ellers er drysset ud over pladen med rund hånd. Dog tog et abrupt tempo- og rytmeskift mig med storm og beviste, at selvom man ikke prøver at skubbe grænserne, kan man stadig godt spille god metal. Jeg er faktisk lidt ked af, jeg ikke så dem på Copenhell, for jeg tror, de leverer et fantastisk show live. Deres engagement brænder igennem, og de er uden tvivl dygtige musikere, både individuelt og som enhed.

Beklageligvis går gassen lidt af ballonen, efterhånden som albummet skrider frem. Originaliteten daler, noget jeg tilskriver det faktum, de forlader den første del af pladens mere melodiøse og søgende indhold, til fordel for noget lidt mere konventionelt, omend stadig velspillet, metalcore. Når det er sagt, er der også tidspunkter, hvor jeg må tage mig lidt til min furede pande. ”Generations” er en sløj og kønsløs portion nu metal med Barcode-inspirerede trommer. Tilsæt en omgang højtideligt føleri med en Mike Shinoda-inspireret spoken word monolog, og du får et ”edgy” P.O.D. Og det er ét af de helt store problemer med den her plade. For selvom de oscillerer på metalcore-skalaen, er det samlede resultat én stor pærevælling af alle mulige andre bands end dem selv. Min liste tæller bands som 36 Crazyfists, Lamb Of God, Born Of Osiris i deres Bring Me The Horizon-periode og, naturligvis, Bring Me The Horizon. Dog vil jeg påpege, at deres mere melodiske øjeblikke leder tankerne hen på Within The Ruins – især på pladens åbningsnummer og det giver afkast i form af muligheden for at gøre melodisk metalcore, til noget der er deres eget.

Thi kendes for jeg har ret:

August Burns Red er et band med mange jern i ilden, rent musikalsk. Men hvidglødende bliver det aldrig, da de simpelthen har inkorporeret for mange elementer på pladen. Der er rigtig mange, gode øjeblikke og sekvenser, som afslører en kreativ åre, men overordnet set, mangler Phantom Anthem et ståsted. Det er lidt af det ene og lidt af det andet, og der mangler en sammenhæng mellem elementerne, der kunne give albummet en mere tydelig retning.