Black Lung trækker vejret

Black Lung trækker igen vejret med deres femte studiealbum, Forever Beyond. Den amerikanske trio fra Baltimore har opbygget et solidt ry inden for stoner og heavy psych rock. Deres musik er kendetegnet ved fuzzy ørkenrockguitarer, tunge grooves og en vokal, der balancerer mellem blueset råhed og psykedelisk atmosfære.

Sidst man hørte fra Black Lung, var med albummet Dark Waves fra 2022, der modtog blandede anmeldelser, og hvor der blev eksperimenteret med mere dynamik i Black Lungs stoner-univers. Spørgsmålet er derfor, om Black Lung kan samle deres tidligere erfaringer og levere en plade, der sætter dem i næste gear.

Splittet tilværelse

Lad mig være ærlig fra start: På min vej gennem dette album har jeg været splittet, og min holdning har næsten ændret sig fra gang til gang. Jeg har bevæget mig fra en følelse af fuld følelsesladet storslåethed til næsten helt at glemme albummets eksistens. Men måske er dette i virkeligheden en styrke og ikke en svaghed ved pladen. Den kan bruges til lidt af hvert.

Albummet åbner med “Traveler”, der fungerer som en stærk introduktion til pladens univers. Nummeret bevæger sig dynamisk mellem mere afdæmpede passager og tungere riffs, hvilket giver en følelse af bevægelse og fremdrift. Sangens tema kredser om forholdet til angst og indre konflikter, hvilket giver musikken en personlig tone allerede fra begyndelsen. Generelt er lyrikken på albummet tydeligt præget af frustration over politiske og sociale spændinger i USA, hvilket giver pladen en underliggende følelse af vrede og modstand.

Numre som “Death & Co.” og “Forever Beyond Me” er mere direkte og riffbaserede. Her lægger bandet sig tættere op ad den klassiske stoner rock-tradition, hvor guitaren driver nummeret frem med et næsten groove-orienteret momentum.

På “Savior” begynder albummet for alvor at åbne sig. Her føles arrangementet mere rummeligt, og guitarerne får lov til at opbygge en næsten psykedelisk stemning. Det er et nummer, hvor man tydeligt mærker bandets evne til at skabe atmosfære uden nødvendigvis at spille hurtigere eller mere komplekst.

Det er også omkring dette punkt i albummet, at jeg personligt oplevede noget ret særlig. Nogle gange, når man sætter albummet på og lytter koncentreret, vokser musikken til noget næsten storslået. Især i numre som “Follow” eller “Border Hoarder” kan guitarerne og den langsomme opbygning pludselig føles enorme – som om musikken fylder hele rummet.

Men andre gange sker det modsatte. Man sætter albummet på, tankerne begynder at drive, og pludselig opdager man, at man næsten har glemt, at man lytter til det. Musikken flyder bare videre som en tung atmosfære i rummet. Det er ikke nødvendigvis en svaghed – snarere en effekt af den måde, bandet arbejder med stemning og gentagelse.

Albummet afsluttes med “Scum”, der med sine otte minutter er den længste sang på pladen. Nummeret føles episk og tungt, og det fungerer som en passende afslutning på et album, der generelt prioriterer atmosfære og tyngde over hurtige klimakser.

Den er hvad du giver den.

Forever Beyond er ikke et album, der forsøger at revolutionere genren. I stedet lever det af at forfine de elementer, som Black Lung allerede mestrer: tunge riffs, psykedeliske lag og en vokal med tydelig blueskarakter.

Det mest interessante ved albummet er måske, hvordan det kan opleves på to måder. Når man lytter aktivt, kan det føles stort og næsten monumentalt i sin tyngde. Når man lader det køre i baggrunden, bliver det snarere en mørk atmosfære, der stille fylder rummet.

Netop den dobbelte oplevelse gør Forever Beyond til en plade, der kan vokse over tid. Det er et album, der ikke nødvendigvis kræver opmærksomhed – men som belønner den, der vælger at give den.