Nyt skal der til
Det sker af og til, at vi kører død i dagligdagens trummerum. I den sport, du har dyrket i de sidste ti år. Du kan ikke slæbe dig afsted længere. Jobbet, hvor du har haft 25-års jubilæum. Sjældent har du interesseret dig mindre for chefens nye gode idé. Partneren gennem et halvt liv. Ja, han eller hun har da også været træls igennem en længere periode. Netop sådan en krise kunne man godt forestille sig, manden bag projektet Big Chef er rendt ind i på den nyudgivne I C E M A N.
Godt, men gråt
Hvor Big Chef tidligere var den mest kaotiske omgang ADHD-pumpede Car Bomb-riffs, så har den store kok denne gang kastet sig over den moderne slam-død.
Bands som PeelingFlesh, Infectious Jelquing og Boltcutter er blevet studeret ganske nøje. “Prison Wife Colonoscopy” er det ene genretypiske stubfræser-slam efter det andet, med præcis den IQ-forringende tyngde og mængde af stadionhorn, som man forventer af denne lyd. Groovet på “Roll Cage Ankle Breaker” har også den helt korrekte frontallapsmeltende kvalitet, som det kræver at begå sig i denne genre. Sammenlignet med den kaotiske mathcore som Big Chef normalt gør sig i, er moderne slam-død ganske vist ikke en udfordring af de tekniske egenskaber, men forståelsen for hvad der gør et godt stykke slam, høres tydeligt på “Silly Slammy Succulent Sexy Sausages Slapping Sally”. At åbne med et lydklip om at nummeret er et gudsjammerligt dårligt stykke musik for derefter at køre tilbagelænede arm-i-karm-slams, sporadiske blender-blasts og beton-breakdowns er en smuk opsummering af alt, der gør denne genre så underholdende. Man skal dog ikke være bange for, at kokken har glemt sit signaturkrydderi. I C E M A N har stadig umiskendeligt Big Chefske øjeblikke, hvor kaos, idioti, intetsigende lydklips og en evne til at finde mening i alt regerer. Åbningsnummeret “Bonnie Blew My Brains Out and Turned Me Into a Mushed Up Paste Then She Drank Me, She Drank My Whole Body, There's Nothing Left. I'm Gone. I Don't Know What to Do” er det mest kokainpumpede, umedicinerede ADHD-distræte slam-kaos, du overhovedet kunne drømme om. Der går ikke fem sammenhængende sekunder, før en ny ide tager over og vælter læsset. Det er præcis sådan, Big Chef i det brutale hjørne skal lyde.
“Sixty-seven Litres of Beach Up Your Ass” matcher som sådan også dette uregerlige kaos ganske godt, men mangler man mere ukontrolleret larm, så er I C E M A N lidt en tam oplevelse. Selvom pladen har mange fede slams, så mister projektet en hel del af sin unikke lyd ved at kaste sig over denne gren af den brutale død. Intetsigende fjolleri med en ironisk distance til bragende idioti er nemlig allerede en del af genrens DNA. At “Kicked in the Head By a Horse and All Your Friends Are Laughing But Then They Realise “Oh You Got Kicked in the Head By a Damn Horse”” kalder sig selv umoden og underudviklet og derefter slår sig i gulvet med et breakdown, er hørt før. Bands som Slam Andreas og Infectioous Jelquing gør det allerede godt, tungt og utrolig dumt. Så selvom numre som “Corncob Bulldozer” og “Tickling and Sucking on Caleb’s Nipples (Caleb Has a Kid)” nok er tungere og dummere, så bliver intelligensen hos lytteren ikke yderligere reduceret. Her falder Big Chef ganske enkelt for meget i ét med mængden. Hvis jeg ledte efter noget tungere og dummere end Slam Andreas, så satte jeg ganske enkelt Guttural Disgorge på. Men hvis man gerne vil introduceres til Big Chef, så er I C E M A N klart projektets mest tilgængelige udgivelse.
Når kaos bliver konform
Nok er I C E M A N ganske underholdende, dejligt dum og overraskende tilgængelig. Og Big Chef har da også godt greb i, hvordan en omgang moderne brutal dødsmetal skal skæres. Projektets normale kaotiske og fjollede særpræg falder desværre bare totalt i ét med resten af den ungdommelige tunge dødsscene, og hvad man normalt blev blæst bagover af, får nu kun et simpelt skuldertræk og en lille tommel op for forsøget. Vil jeg hive I C E M A N frem, hvis jeg vil introducere nogen til Big Chef? Helt klart. Men som introduktion til denne genre? Overhovedet ikke.