Benedictum - Dominion

Dominion

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Spilletid:63.00
Antal numre:13

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

San Diego-baserede Benedictum er tilbage med endnu en omgang melodisk heavy metal med smæk på. Ligesom på det sidste album "Seasons of Tragedy" er det sangerinden Veronica Freemans fantastiske, teknisk ubesværede og rå vokal, der trækker de fleste stik hjem. Hun har næsten power nok til at matche både Dickinson og Dio og formår tillige at smide et effekt-growl ind her og der med en skræmmende bund. Resten af bandet har, igen som tidligere, en knivskarp, nærmest mekanisk præcision, der især i trommerne ofte lyder en anelse trigget.

Den store forskel fra det tidligere materiale er, at man denne gang har valgt at satse på en slags "progmetal light" med inspiration fra bands som Symphony X (især titelnummeret og "Grind It") og mere rent melodiorienterede bands som Mehida (f.eks. på harmonisk interessant krydrede numre som "At the Gates" og "The Seer"), mens f.eks. "Prodigal Son" får mig til at tænke på gammel Fates Warning. Bandets valg af covernumre på "Seasons of Tragedy" og "Dominion" virker symptomatisk: På førnævnte album havde de en udgave af Accepts "Balls to the Walls" med, hvor de på "Dominion" har valgt at fortolke de to første dele af Rush-klassikeren "2112" fra albummet af samme navn. Man er samtidig gået fra bare at ville sparke røv med energisk heavyrock til at ville tages seriøst som progressivt rock-/metalband. Benedictum skriver imidlertid stadig sange i en kort, fyndig, hooklineorienteret stil, der gør, at helhedsindtrykket af "Dominion" stadig "bare" bliver melodisk heavy metal med en interessant dyster stemning.

Jeg er lidt splittet over for dette album. På den ene side synes jeg at albummet som helhed er mere gennemarbejdet end "Seasons of Tragedy" med stort set ingen rigtig svage numre, selv om man kan diskutere Freemans påtagede ekspressive vokal på et (ellers fedt) nummer som "The Shadowlands", hvor hun balancerer på kanten af det falske. På den anden side synes jeg, at Benedictum lyder en lille smule tilbageholdte i deres energi: Hvor party-stemningen på "Seasons of Tragedy" ind imellem tillod nogle energiudbrud, der virkelig ruskede lytteren godt igennem, virker "Dominion" mere kontrolleret, selv i de mest heavy passager. Selv et nummer som "Bang", der har ret så mange træk til fælles med "Within the Solace" fra sidste album, får mig ikke helt op af stolen. Man har dog sikkert bevidst tænkt, at kompositionerne skulle være mere i fokus denne gang.

Jeg er med andre ord i det store hele positiv over for "Dominion", men er bare ikke helt revet med hele vejen igennem. Derfor ender jeg på samme karakter, som jeg gav "Seasons of Tragedy", nemlig 8 kranier.

Tilføj kommentar