Når døde ting nægter at blive liggende

Da Benediction udgav Scriptures i 2020, var jeg blandt de første til at inspicere ligvognen og nikke anerkendende til ligstivheden. Der var ikke meget mere at komme efter. Bandet var nærmest dødt, opløst i deres egen formaldehyd af forudsigelighed. Pionererne var pensionsklare, nu blot et band, der vaklede rundt som uigenkendelige Return of the Living Dead-zombier, ude af stand til at forstå, at festen og relevansen sluttede for længst. Ja, der er løbet meget vand i åen siden deres storhedstid – faktisk så meget, at Benediction burde søge erstatning for vandskader. Det er trods alt 35 år siden, de kyssede os på panden med debuten Subconscious Terror, en solid kæberasler af britisk dødsmetal á la Bolt Thrower. Nu er de tilbage med Ravage of Empires, en skamløs kopi af Scriptures, som – hvis coveret ikke allerede havde afsløret det – rummer færre overraskelser end søndagsudgaven af Ekstra Bladet. Men har Benediction formået at skrælle det døde af knoglerne og genopstå i en form, der kan andet end at give os déjà vu til deres eget bagkatalog?

Sikke da en suppedas

Jeg forsøgte et kort, naivt sekund at indgyde lidt spænding i denne anmeldelse. Har Benediction tryllet en dødsmarch om til en sejrssang? Det korte svar er nej. Ravage of Empires lyder præcis som Scriptures. Så meget, at man skulle tro, nogen havde fodret en AI med deres gamle albummer og trykket afspil. Dave Ingram lyder stadig som en mand, der inhalerer 40 grønne Cecil om dagen og skyller efter med et glas grus, men han giver ikke op uden kamp. Han brøler derudad, selvom stemmen er slidt – respekt for det. Men hvad nytter det, når selve suppedasen er brygget på roadkill frem for oksekød? Kritikken af Scriptures – at alle numrene lød ens – er lige så gyldig her. Det gør ondt at sige, men Benediction lyder som et band på deres sidste vers. De har haft en glorværdig karriere, cementeret sig i dødsmetallens muld, men de har glemt, at det ikke er nok at skrabe de samme gamle knogler frem og kalde det et nyt festmåltid. Jeg siger ikke, at de er talentløse, tværtimod. De er pissedygtige. Der var engang, hvor jeg forventede meget af dem. De kan spille, og de ved, hvordan man skruer en dødsmetalplade sammen, men hvorfor ikke bare høre deres ældre og stærkere materiale? Man savner aggressionen og skrigene fra vikaren Dave Hunt fra Anaal Natrakh. Benediction er skræmmende langt fra deres gamle jeg, der engang kunne måle sig med Bolt Thrower, Napalm Death og Obituary.

Produktionen har fået et løft siden Scriptures. Ikke revolutionerende, men nok til, at trommerne lyder skarpere og mere alsidige. En forbedring? Ja. En gamechanger? Nej. For selvom lydbilledet har fået lidt mere pondus, forbliver numrene så ensartede, at det føles som at sortere gennem et lighus fyldt med identiske, unavngivne kadavere. De er umulige at skelne fra hinanden – med to undtagelser. ”Engines of War” viser snilde og inspiration, mens albummets højdepunkt, ”A Carrion Harvest”, muligvis er det bedste, som den britiske gruppe har præsteret i et årti. Riffet er så skarpt, at det punkterer trommehinden ved kontakt, og man kan næsten høre ådslerne plukke ens egen indmad, og mætte sig i resterne efterfølgende. En ret passende metafor for hele albummet, faktisk. Ravage of Empires lyder mest af alt som rester fra en bedre æra – en nostalgisk opsamling af gamle idéer, tygget, spyttet ud igen og serveret. Hvis du længes efter god, gammel dødsmetal, er der masser at hente her. Benediction kan stadig spille! Men helt ærligt – mon ikke du allerede har rigeligt med mumificerede klassikere stående og samle støv på din skimmelsvamps-befængte træreol i gæsteværelset?

Et imperiums fald

Benediction har stort set lavet en 1:1-kopi af Scriptures – og hvorfor ikke? Albummet blev godt modtaget af omverden, så hvorfor tage chancer, når man kan besøge nostalgiens gravplads igen? Jeg forstår tankegangen, men anonyme riffs imponerer mig ikke. Det gjorde de heller ikke sidste gang. Hvorfor ikke improvisere mere og overraske? Jeg savner desuden Dave Hunt. Han bragte noget primalt, råt – noget decideret farligt – som Benediction savner trods den originale frontfigur. Intet imperium varer evigt. Englændernes trone smuldrer, og før vi ved af det, overtages den af yngre og mere sultne bands. Sidste gang fik de seks kranier, men vi bliver nødt til at slå ned på så enslydende materiale, og derfor får de i denne omgang blot fire kranier.