Polske Behemoth har for længst etableret sig som en institution inden for den ekstreme black metal-scene, og deres nye opus "Evangelion" vil næppe lave om på den status. Bortset fra lidt diskret, atmosfærisk atonal symfoniorkester i baggrunden på åbneren "Daimonos" og beslægtede pseudo-klassiske indslag i løbet af albummet (bl.a. på "He Who Breeds Pestilence"), står den på brutal, energisk black med hyperaktive dobbeltpedaler, blastbeats og grind-indslag og masser af hurtige riffs oven på herligheden for fuld hammer i knap 42 minutter. Der er dog også plads til en langsommere, tung, headbanging-venlig puls (med rigtig mange underdelinger i trommerne, selvfølgelig) på f.eks. "Ov Fire and the Void".

På et nummer som "Shemhamforash" kommer der nogle stemningsskabende brudte akkorder oven på de nådesløse tromme- og guitarsalver, meget hen ad, hvad man somme tider hører hos f.eks. Dimmu Borgir og Moonspell, uden dog i øvrigt at sammenligne. Vokalen på albummet er også (i modsætning til førnævnte bands) udelukkende growl leveret i et mellemleje, der får det til at lyde som råb en del af tiden.

"Evangelion" er en meget velspillet og virkelig velproduceret skive, der leverer den vare, som bandets hardcore-fans højst sandsynligt vil forvente. Men personligt synes jeg, albummet hurtigt bliver lidt ensformigt - det er meget de samme musikalske ideer, rytmisk såvel som harmonisk, numrene kører i. Jeg kommer simpelthen til at kede mig og kan derfor ikke hæve mig op over et 7-tal. Samtidig anerkender jeg, at de lyttere, der netop godt kan lide deres black metal ren og intens som en dobbelt espresso, formentlig vil smide et eller flere ekstra kranier efter Behemoth her.