Fladpandemetal
Der ligger en særlig kunst i at afvise at være sofistikeret. Hvor adskillige bands forsøger at udvide, nytænke og kombinere, forsøger andre at overvinde lyttere ved at tiltale mere jordnære sindelag. Barbarian fra Firenze har siden 2009 brygget en blanding af black, speed og thrash, og falder sandt for dyden ikke i kategorien af eksperimentalister. Deres seneste opus, To No God Shall I Kneel, er endnu en afstumpet og hæsblæsende affære, hvilket jeg skriver med behørig respekt. Væk med super-egoet, frem med urinstinktet.
Maiden til Deströyer
Bortset fra et poetisk ode til hulemennesket begynder albummet med ”Obtuse Metal”, hvilket viser sig at være en såre velvalgt titel, da sangen besidder det mest insisterende fladpanderiff, jeg har hørt. Det samme gælder i øvrigt refrænet, hvor guitarist og forsanger Borys Crossburn giver hals med en hæs raspen. Vokalen lyder ofte frådende på samme måde som KK Warslut fra Deströyer 666, hvilket er passende, da adskillige stykker på albummet har den samme primitivisme som D666. ”Birth and Death of Rish’ah” er et glimrende eksempel på dette: Efter en intro med mande-messen rives lytteren ellers gennem et formørket thrash-riff, som kunne være taget fra Wildfire. ”The Beast is Unleashed” er endnu et voldeligt blackened thrash-overfald, hvis hovedriff lyder som jagten mellem rovdyr og bytte. Hos Barbarian regerer den bredbladede økse side om side med stenkøllen, og musikken kan først og fremmest beskrives som ”utøjlet”.
Som sådan er Barbarian primitive, men undertiden afsløres de underliggende indflydelser, som skabte speed og thrash til at begynde med. ”The Old Worship of Pain” er egentlig et lettere tungsindigt nummer i midtertempo, indtil sangen tager fart og dyrker salig Iron Maiden på deres egen, formørkede facon. Førnævnte ”Birth and Death” er D666-primitiv, ja, men afveksler det med melodisk NWBHM-lead-guitar og omkvæd, som er større og mere hymne-lignende, end man normalt hører i thrash, takket være et temposkift og førnævnte mande-chants.
Hvor gruppen som regel formår at skabe hårdtslående og/eller flænsende riffs, samt strukturere sangene for at overfalde lytteren med deres primitive aggression, så halter lead-guitaren. Dette er mit væsentligste kritikpunkt: at der er en kontrast mellem kvaliteten af thrashingen og de melodiske leads. Problemet er kort og godt, at lead-guitarens licks ofte er for simple. Dette kan være bevidst – fladpandemetal og det der – men det betyder, at melodierne får en rent funktionel rolle; funktionen være sig afveksling.
Hårdnakket barbarisme
To No God Shall I Kneel er et sejrstogt i al sin urmenneskelige glorværdighed. Raffinement, eksperiment og pomp kastes på bålet i ofring til rå aggressivitet. Barbarian er stærkest, når de thrasher vildt og voldsomt, men fornemme hymner er der også fundet plads til. Lead-guitarens melodier forekommer mig som regel en kende tarvelige, hvilket kan skyldes hårdnakket barbarisme, men med det sagt, så er de italienske barbarers fjerde album et solidt album for fans af primitiv blackened thrash.