25 år senere
Jeg var fem år gammel, da Meshuggahs Destroy Erase Improve kom på gaden og skrev sig ind i metalhistorien. Som sådan kan det være svært at forstå, at der var engang, hvor polyrytmer og synkoper hørte til sjældenhederne. Sådan er det ikke længere, og navnlig metalcore har skabt et rum for synkoperede riffs og trommerytmer. Dette er netop dagsordenen for ligeledes svenske Aviana, som er klar med debutalbummet Epicenter. Selvom Avianas moderne metalcore ligger langt fra den stil, som Meshuggahs pionerede for knap femogtyve år siden, har de i hvert fald én ting til fælles.
Skub til bit-taget
En kort intro af ren guitar indleder albummets første nummer, ”My Worst Enemy”, hvorefter et af de store kritikpunkter åbenbares: kombinationen af en ottestrenget rytmeguitar og et ultra-komprimeret miks. Enhver person kan lytte til nedenstående single og derefter sammenligne med en rigtig guitar; det lyder ganske enkelt ikke som det samme instrument. Den ottestrengede giver et vink med en vognstang, som verset kort efter stadfæster: Aviana spiller en djentet og groovet 4/4-metalcore, hvor lydbilledet ofte domineres af synkoperede linjer på den dybe streng, mens vokalen leverer både metalcore-skrig og lidt voldsommere ditto som kendt fra deathcore, begge kompetent udført. Rytmeguitaren tager til gengæld ofte bagsædet og spiller forvrænget akkordspil under omkvædet, ligesom vokalen skifter til højtonede melodier. Det er en velkendt formular, og Aviana holder sig til den for størstedelen af albummets vedkommende.
Det betyder dog langt fra, at svenskerne er uden evner, og Epicenter voksede, efter jeg havde lyttet til den de første par gange. Som en generel kommentar lægger gruppen vægt på mere kompliceret sangskrivning end standardstrukturen, så selvom sangene ikke er hverken progressive eller langtrukne (Satan ske lov), lønner det sig at følge med. ”Altitude Sickness” fører an med et fedt groove-riff, og flytter djent-indflydelsen over til afveksling, hvilket sammen med et fint melodisk omkvæd resulterer i en udmærket sang. ”Heavy Feather” lader lead-guitaren tage styringen, førend rytmeguitaren brager ind med omkvædets medrivende groove-riff med egentlige treklange. Afslutteren ”More than a Name” hæver sig ligeledes over resten, fordi rytmeguitaren udbygger groove-riffet til at benytte flere toner samt til at følge en egentlig akkordprogression.
Til syvende og sidst må de gode passager desværre se sig omringet af de ligegyldige, i stedet for det modsatte. ”Red Sky” har gode momenter, men benytter hele to djentede breakdowns som afveksling fra lige så djentede riffs. ”Erased” veksler mellem et ligefremt chug-riff og (endnu) et synkoperet djent-riff, mens c-stykket (igen) udgøres af breakdowns. ”Look Away” indleder iørefaldende med stortrommens fremhævning af riffet, men forfalder hurtigt til den samme type riffværk som størstedelen af albummet. ”Melancholia” fanger opmærksomheden ved at begynde med det melodiske omkvæd… og så kommer djent-riffet. Ét for ét er riffene ikke dårlige, men som helhed lyder de alt, alt for ens, og det er svært at bevare nogen form for entusiasme halvvejs gennem albummet, når man med sikkerhed ved, hvordan næste sang lyder.
Glimtvis fremragende
Der er fremragende øjeblikke på Epicenter, hvor svenskerne fremviser evner i sangskrivning og udførsel, som kan skabe en metalcore-klassiker. Resten af albummet udgøres dog af chug/djent/groove-riffs næsten uden særskilt karakter. Stort set hver sang har et brudstykke, man uden videre kan skifte ud med et stykke fra en anden sang, uden nogen ville kunne høre forskel. Hertil kommer en modbydelig komprimeret guitartone på rytmeguitaren, som dominerer lydbilledet i så høj grad, at jeg konstant måber over, at nogen har godkendt det miks, endsige skabt det til at starte med.
