Meget mere end et hyggeprojekt
Da Candlemass-mastermind Leif Edling af helbredsårsager forlod Avatarium i midten af 2010’erne, var vi sikkert mange, der tænkte, at så var det også slut med den svenske doom-gruppe, der jo nok var opstået som et ”hyggeprojekt” ved siden af Edlings primære beskæftigelse. Han var trods alt Avatariums grundlægger og sangskriver, men at der var andre kræfter til at trække læsset, fandt man ud af på 2017s Hurricanes And Halos, som vi var meget begejstrede for her på Heavymetal.dk. Nu er svenskerne klar med endnu et album, dog stadigvæk med enkelte bidrag på sangskriverfronten fra Leif Edling.
Abba dabba doom!
The Fire I Long For lægger ud med ”Voices”, som er en tung og lækker doomsang med et fantastisk riff, og i det hele taget alt det man forventer af genren. Det krydres med en klassisk Jon Lord orgel-solo, der sender os lige lukt tilbage til 70’erne, et sted Avatarium jo generelt godt kan lide at opholde sig, og hele albummet emmer da også endnu engang af den periode. Den gode start fortsætter med albummets måske bedste sang, ”Rubicon”, der har en ekstremt nedstemt og knastør guitartone. Det lyder bare fedt, selvom det i virkeligheden nok ikke passer helt sammen med det højere tempo og den (for et doomband) opstemte energi, ”Rubicon” ellers byder på. Men omkvæd og sangens groove i det hele taget er bare forrygende.
Forsanger Jennie-Ann Smith leverer, præcis som vi kender hende, både skrøbelig og inciterende vokal. Hun får lytteren til ikke bare at ville lægge en beskyttende arm om hende, men også kaste sig på knæ i en ubetinget tilbedelse. Det gør sig ikke mindst gældende på den smukke folk-agtige ballade ”Lay Me Down”, der må kunne fremprovokere lidt vand i øjenkrogene hos selv den hårdeste nyser. Det er tredje suveræne skæring i træk på The Fire I Long For, men som man har oplevet det med udspil fra utallige andre bands, så falder niveauet markant på de fleste af de efterfølgende numre, der ofte virker generiske og rent ud sagt kedelige.
Vi får dels mere tør lyd, nogle gange så lavfrekvent, at man nærmere mærker guitaren end hører den, og dels flere eksempler på den mere poppede side af Avatarium, som andre ganske rammende har kaldt soft- eller sågar Abba-doom. Største lyspunkt på anden halvdel af albummet er titelnummeret, der har en smuk, opløftet stemning særligt i omkvædet, der sidder lige i skabet. Men ellers er der tale om lige lovligt meget genbrug og tomgang, og sidste nummer, ”Stars They Love”, er en decideret fesen afslutning på et noget ujævnt album.
Både vellykket og ligegyldigt
Det er derfor uhyre svært at komme frem til en samlet karakter til The Fire I Long For, for dels er der virkelig intense og vellykkede stunder, og dels er der en del ligegyldigt fyld. Det kan derfor ikke blive til mere end 6 mutte kranier til et album, der bliver reddet af 3-4 sange i topklasse og et generelt velspillende og professionelt band.
