Sprødt, sjælfuldt old school rock
Det er blevet moderne at lave old school rock. Legenderne ruster langsomt bort, men 70’er-musikken er på vej op igen med bands som Ghost B.C. i spydhovedet. Nu melder endnu et band fra nabolandet sig på banen. Hidtil har Avatarium spillet doom. Doom metal som i den mest begravelsesagtige inkarnation af genren, der med melankolske snit kunne skære sig dybt ind i sjælen i de lange numre. Med titelnummeret på forrige album, Girl With The Raven Mask, viste de erfarne bandmedlemmer, at en hurtigere og mere varieret stilart sagtens kan indeholde samme mystik og dybde som deres otte-minutter-lange vemodshymner. Hurricanes And Halos spiller i en finpudset form videre ad dette spor med masser af ny energi og sjæl i kombination med en solid old-school-vibe.
Mystiske rejser i psykologiske afgrunde
Hurricanes And Halos kan i første omgang roses for et finpudset lydbillede, der kombinerer Avatariums originale idéer fra doom-universet med en solid 70’er-vibe, der skinner klart igennem på hele produktionen. Den gamle stil møder smukt en moderne lyd, som det ellers sjældent er blevet gjort digitalt. Guitarens knasende overdrive får lov at brillere allerede i soloen på første sang, ”Into The Fire/Into The Storm”, efterfulgt af et keyboard med hammond-orgel-lyd – som en forsmag på det udvidede instrumentsortiment. Der er dog ingen tvivl om, at det er Avantarium og ikke lån fra 70’erne, der for alvor trækker pladen i land.
Den veludførte 70’er-lyd giver nye rammer til Jennie-Ann Smiths bærende vokal, der er præcis ligeså insisterende, ren og melankolsk, som den plejer at være. Udforskningen af psykens mørkere sider fortsætter og tager til i mystik. Pladens hovedværk, den ni-minutter-lange ”Medusa Child” slipper temposkift og stilskift løs i et uhyggeligt og tankevækkende indblik i ”Medusa-barnets” sind. Med eksotiske percussioninstrumenter fremkaldes en slangehvislen, som ligesom barnesang og klageråb limer musikken tæt sammen med temaet og en gammel myte tæt sammen med en højaktuel følelse af ikke at passe ind. En fortælling om ”Road to Jerusalem” belyser religionstemaet med orientalsk trommespil, og i mere klassisk Avatarium stil formidles hjemlængsel med klagesang og følelsesladede soloer på ”A Kiss (From The End Of The World)”. Den kunstneriske side af pladen mangler intet.
Pladen er meget varieret i sangskrivningen, hvilket nogle gange leder til identitetstab og kan være skadeligt for helheden. Med en stærk, rød tråd i tematikken og en meget solid præstation på det lydlige, er pladens variation dog klart en force for albummet, der kun bliver bedre af flere lyt. Fra gøglede rytmeinstrumenter over frekvente temposkift til den klassisk-musik-inspirerede outro ”Hurricanes and Halos”. Der er masser af overraskelser, der i den helhjertede performance på ingen måde falder til jorden. Det tynder selvfølgeligt lidt ud i doom metallen, der får lidt mindre plads at operere på i forhold til tidligere albums, men derudover er det svært at finde kritikpunkter af pladen.
Det skal opleves!
Om du kan lide doom eller ej, er Hurricanes And Halos uden tvivl et lyt værd. Hver sang er en atmosfærisk rejse ind i et psykologisk univers, som det er svært ikke at rives med af, når man åbner op over for musikken. Den store variation gør både, at musikken appellerer til flere end bare doom-lyttere, men også at sangene forbliver interessante ved andet og tredje lyt for den kendte Avatarium-lytter. Pladen er et lækkert eksempel på kreativ udvikling, der ikke skader originaliteten og høster ni kranier til kælderskabet herfra.
