Architects - The Here and Now

The Here and Now

· Udkom

Type:Album
Genrer:Metalcore, Hardcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Architects er bestemt ikke det eneste band der blander elementer fra metalcore, hardcore og punk, men efter at have hørt "The Here and Now" må jeg erkende at få gør det så overbevisende og energisk som disse unge briter. Det viste det forrige album "Hollow Crown" også i glimt, men på "The Here and Now" har bandet finpudset deres udtryk og fremstår endnu mere energisk, melodisk og varieret.

Det første der fanger ens opmærksomhed ved "The Here and Now" er den energi, der er i sangene – numrene på albummet fremstår på én og samme tid meget arrige, hårdtslående og melodiske. Og især de hårdtslående riffs og den arrige vokal rammer lytteren fra de første toner af "Day In Day Out", hvor Architects til tider lyder som en endnu vredere version af Sick Of It All.

Architects trumfkort er dog evnen til at hive en hookline ud af ærmet, og det er i sidste ende det, der adskiller dette album fra mange andre albums, der har rødder i den moderne hardcore, rock, metal og punk. Samtidig formår Architects også at variere "The Here and Now" med mere afdæmpende sange ("An Open Letter to Myself" og "Heartburn") og samtidig dyrke det mere kaotiske element i andre sange uden at ende som endnu et irriterende mathcore band med endnu en udgivelse, hvor der ingen som helst sammenhæng er på albummet eller i sangene.

Architects beviser med "The Here and Now" at de mestrer flere forskellige genrer og formår at mikse dem uden at miste overblikket – ikke alle sange udmærker sig dog lige meget på dette album, men den overordnede kvalitet i numrene er høj og albummet får en klar anbefaling herfra.