Vi nærmer os et guldbryllup
Bandet Anvils historie begyndte i 1973, hvor frontfigur Steve ”Lips” Kudlow og trommeslager Robb Reiner startede et highschoolband. I firserne begyndte den canadiske kvartet at smide plader ud. Tæt på udgivelsen af Metallicas Kill ’em All ramte Anvil toppen med sangen og albummet ”Metal On Metal”. Udover denne udgivelse er bandets måske største præstation, at have holdt på præcis de to herrer, der i sin tid startede bandet. Efter 45 år har bandet stadig ikke været på hiatus, og har opbygget en imponerende stak af 17 udgivelser, samt filmen ”Anvil! The Story of Anvil”, der i 2008 gav gruppen ny aktualitet.
Du har hørt den før
Anvil spiller speedmetal. En genre, der lever videre i thrash og power, men som man ellers formodede for længst var lukket ned. Det bliver dog modbevist af denne udgivelse. Oldtidens metal hamrer stadig ud af højtalerne, når Pounding The Pavement sætter i gang med ”Bitch In The Box”. En sang, hvor en godt gnaven ”Lips” skælder ud på… sin GPS. Senere på pladen kan man høre ytringer som ”Nothing will stop [me], not even a cop!” og ”I’m just doing what I want!”, der på ingen måde lyder overbevisende fra den 61-årige mands læber. Der er ikke meget oprør tilbage i Anvil, selvom det er det eneste brændstof bandet kører på.
Stilen har ikke ændret sig på trods af bandets beundringsværdige albumtal. Det har lyden og lyrikken desværre heller ikke, og den eneste spinkle udvikling, der lader til at være sket, er en modernisering af indspilningsteknikken og lidt rust i sangstemmen. Skal man have sit nostalgiske heavy fix, har bandet måske en smule at byde på, men hvorfor ty til Anvil, når flere af genrens bands ældes med ynde – en egenskab, der ikke kan genfindes ved den canadiske ambolt. Her hamres der løs på samme stykke metal, der efterhånden er så fuldt af metaltræthed, at ikke engang hurtige powerakkorder og moderne lydproduktion kan redde det længere.
Der er enkelte gode momenter på Pounding The Pavement, der kan findes, hvis man dykker dybere end de akavede singlenumre. ”Black Smoke” kunne have været en mindre vandet single og kan med lidt god vilje godt headbanges til. ”Don’t Tell Me” tager i modsætning til resten af tematikken udgangspunkt i nutiden og det omdiskuterede Fake News-begreb. Hvis Anvil havde fulgt deres eget råd på ”Let It Go”, kunne albummet måske have været en anden oplevelse.
Udpint metallegering
Bandet har måske værdi for inkarnerede fans, der har været med fra starten, men for nye lyttere lyder Anvil på dette album som en selvparodi. Efter så mange år er det forståeligt nok, at den samme ungdommelige gnist ikke længere kan springe fra musikken, men så lad da være med at spille ligeså tykt på ungdomsoprøret, som da det havde bid engang for tredive år siden. Slutningen af pladen fungerer lidt bedre end første halvdel, og som en anerkendelse af dette får Pounding The Pavement fire kranier.