Forventninger fra Fortress
Ante-Inferno er en nordengelsk kvartet, der spiller black metal, primært af den atmosfæriske slags, men de passer alligevel ikke rigtigt ind i dette snerrende genrebånd. Gruppen debuterede som en duo i 2020 og udgav album nummer to i 2022, Antediluvian Dreamscapes, hvorefter de tog på en tur rundt i Skandinavien sammen med Vendetta-vennerne fra Glemsel. Her nåede de blandt andet at optræde to gange i Danmark, først på Loppen og dernæst ved Aalborg Rock og Metal Fest. Nu er englænderne så allerede klar med tredje langspiller, Death’s Soliloquy, der udkom for et par uger siden – endnu en gang på tyske Vendetta. Udover de to koncerter i Danmark har jeg såmænd også oplevet dem her i 2024 på Fortress Festival, og den overbevisende optræden alene gør, at Death’s Soliloquy fortjener, mindst, et par ord, inden black-fans i det ganske land færdiggør deres årslister.
Vi lytter, når Døden taler
Antediluvian Dreamscapes var et glimrende album; nummeret ”Transcendence” var endda med på min personlige playliste med det bedste fra 2022. Men det er, som om englænderne nu har hævet niveauet hele vejen rundt: Sangskrivning, produktion, lyrik og udførelse er nu i decideret topklasse. Melodierne er smukke, og intensiteten er imponerende under såvel de stille, som de voldsomme sekvenser. Men det er alligevel vokalist K.B (Kai Beanland), der konstant stjæler billedet. Vist er det ikke til at forstå et ord, men alligevel er det, som om alle skrigene, hvert eneste growl og samtlige desperate brøl giver fuldstændig mening. Er man så heldig at have teksterne til rådighed, så er det en smuk og til tider rystende oplevelse at følge med, når Kai Beanland udleverer alle sine indre dæmoner på Death’s Soliloquy.
Og hvad er en ’Soliloquy’ egentlig, spørger du måske? Jo, det er i teaterverdenen en monolog eller enetale, og her er det Døden, altså ham med stort ’D’, der lytter til eller genfortæller historier om folks sidste timer. Fortællingerne virker som mareridt taget direkte fra den plagede forsanger selv, og hvis Neil Gaiman skrev black metal-tekster, er jeg ret sikker på, at det ville være sådan her. Større ros kan jeg næppe give. Ros er der også til de bundsolide black-trommer fra G.S (Gary Stephenson). Han lader aldrig tommerne fylde mere, end de skal, men driver hele tiden sangene perfekt frem. Samtidig er han alligevel i stand til at rive os ud af stemningen, præcis når det er passende.
Fra både riffs og trommer fornemmer man ofte, at bandet har en uimodståelig lyst til at spille noget smadret dødsmetal. Lyt bare til starten på ”Cold. Tenebrous. Evil”, hvor der også er plads til de primitive følelser. Der er andre momenter, hvor ubehersket had emmer ud af rillerne, og man kan derfor aldrig slappe helt af, mens man lytter til dette album. Lytteren holdes konstant involveret. Udover det primitive er der på det mægtige epos ”An Axe. A Broadsword. A Bullet” til tider nærmest tale om rendyrket NWoBHM, mens der på ”Thalassophobia” er ren doom i indledningen. Det atmosfæriske får vi blandt andet på den engelske udgave af Solbruds ”Besat af mørke”, ”Towards Asphyxiating Darkness”. Mageløst smukt alt sammen.
Fra Maidens hjemland direkte til årslisten
De skønne guitarmelodier på dette velproducerede album lyder ofte, som om de bliver spillet i rummet ved siden af; nogle gange endda, som var det fra nabodalen til den stormomsuste nordengelske landsby, bandet befinder sig i. Death’s Soliloquy kræver dermed hele tiden lytterens fulde opmærksomhed, og det er en fantastisk, men også modig beslutning her i streamingens tidsalder. Det er dog bare en af mange beslutninger, der gør dette til et utroligt vellykket album, som i hvert fald er garanteret en plads på denne skribents årsliste.