Ørkenrotter? – NOT!

Store dele af Australien er dækket af ørken. Kører man på hovedvejen fra Darwin Richtung Süden, kommer man forbi et meget stort skilt, der oplyser, at det er pligt at tanke både drikkevand og brændstof, da der er mellem 5- og 600 km til næste tank. Den strækning er ren ørken. Amammoth er fra Australien, et band, der sonisk har et udtryk, som om de var skidt ud af en olm ørkenrotte. Det er de bare ikke. De er fra Sydney.

Sludgede doomere

Trekløveret præsenterer med indeværende album deres anden langspiller. Debuten The Fire Above (2021) var en ensformig omgang sludge i samme lejr som Eyehategod blot uden deres finesse. Mere sludge end doom, hvor Distant Skies and the Ocean Flies hælder mere doom i mixet og åbner sangskrivningen for flere nuancer. For eksempel introduceres et lækkert og meget passende hammondorgel. Ikke at den generelle forskel fra debuten er voldsomt markant, men den er nok til at sludgefolket vil ærgre sig, mens doom’erne vil skænke albummet et øre.  Det er umuligt at vurdere, om skiftet mon skyldes den nye mand på bassen, men uanset markerer Distant Skies and the Ocean Flies et skridt i en mere interessant retning. Væk fra ørkenvandringer i to-akkordsange (ligesom landsmændene King Zog) og udi præcis det ocean, som titlen lover, med klang af noget, vi også har i Danmark, nemlig en vokal, der både i tone og levering lyder som Dirt Forge. Hvis man da formår at vente på den, for det er først tre minutter inde i anden skæring, ”Among Us”, der er albummets bedste, at Scott Fisher lader sin rå onde stemme lyde. For at nå dertil skal man gennem ”Intro”, en intetsigende instrumental indledning, der med sin næsten akustiske guitar understreger, at der varsler nye tider for Amammoth. Derefter stemmer ”Among Us” i med et riff, der ringer ret længe, før der begynder at ske noget. Men da først vokalen falder ind, viser Amammoth, hvad de vil med den rejse, de her er taget ud på. Overordnet set er nummeret en gedigen omgang ond doom med fine sludgenoter.

Det matcher de resterende skæringer ikke helt, så selvom bandets nyfundne fokus på stemning og dynamik er positivt, savner man den stærke sangskrivning. Og de to instrumentale indslag, ”Intro” og ”Interstitial”, er direkte unødvendige. Albummet havde stået meget stærkere med ”Among Us” som åbner.

Kloakrotter

Amammoth skriver, at de spiller bong metal, men fjern det der ’bong’, knægte, man kan mærke, at I vil meget mere end det. Bong passede på det, I plejede at lave, men ikke mere. Det her er et af den slags album, der ikke sætter sig på hjernen, selv efter diverse lyt, uagtet det stadig momentvist er en nydelse, når man vender tilbage til det. Der er ingen sludgemetalliske ørehængere, ingen af de riff, Bronco kastede rundhåndet af sig tidligere i år, eller den saft og kraft, som genrens mestre præsterer. Apropos mestrene, så skulle Yob komme med nyt i år, og selv et gennemsnitligt Yob-udskrab er stærkt nok til at give Sydneys kloakrotter solidt baghjul.