I Am the Avalanche kan vel nemmeste karakteriseres som punk-rock. Der er visse ligheder mellem dem og Green Day og så er der alligevel elementer, som adskiller disse to bands ad.

I Am the Avalanche's debutplade af selv samme navn, bærer præg af meget forskellige indflydelser i hvert enkelt nummer. Et nummer kan indeholde reggea-elementer og næste nummer kan være up-beta punk-rock – dog uden, at pladen fremstår som kaotisk og usammenhængende. Selve rækkefølgen af de forskellige numre er meget velvalgt.

I Am the Avalanche er ikke musik, som man sætter på, når man er brændt inde med nogle aggressioner, som bare skal ud. Næ nej, man sætter deres skive på, når man bare nusser rundt derhjemme og går rundt i sin lejlighed og skubber den samme bunke støv fra den ene ende til den anden. I denne situation er I Am the Avalanche oplagt til at få sat lidt mere gang i kosten.

Vinnie Caruana (tidligere frontmand i Movielife) og hans meget særegne vokal er behagelig at lytte til og den står ekstremt godt til musikken. Kompositioner og melodier er der intet i vejen med og de fleste sange er meget fængende. Dog er der stadig intet nyskabende over I Am the Avalanche, hvis man igen ser bort fra vokalen, som er uden sidestykke.

Pladen får fem stjerner ud af ti – eller sagt med andre ord: 50 % metal. Ikke at I Am the Avalanche egentlig har noget at gøre med metal, bortset fra distortionguitar og en forvrænget vokal, men hver stjerne gives for følgende punkter: Hitpotentialet i pladen, vokalen, de til tider mere eller mindre spekulative kompositioner, en stjerne for at holde stilen og den sidste stjerne gives for, at pladen bare er god og behagelig at lytte til.

Nok ikke den rette plade for et inkarneret metalhoved, men har man en bred musiksmag, vil I Am the Avalanche sandsynligvis falde i god jord.