Øllebøllepause!
Jeg burde hade Alestorm. Piratpikkemandsmetal er dumt. Sange om kønssygdomme og alkoholmisbrug er dumme. Onkelhumor og nonsenslyrik om magnetiske blæksprutter er tåbelige, og keytaren er nok det mest åndssvage instrument til dato. Så hvorfor i alverden er det her nu fjerde gang, at jeg, frivilligt, anmelder Chris Bowes og hans bande af bøvehoveder? Jeg kommer sådan til at tænke på den australske komiker Steve Hughes’ joke om Slayer og Enya. For når man primært lytter til depressive typer fra Østeuropa eller megalomane vinbønder fra Vestfrankrig, der alle råber og skriger om Satan, selvmord og sværdkampe … ja, så kan det være rart med en lille øllebøllepause fra Skotland!
Pis og Papir 42
Alestorm er da, så afgjort, stadig et band, der er bygget op omkring humor – og det er ikke just den sofistikerede slags, tværtimod. Men allerede da jeg sad med Curse of the Crystal Coconut, gik det op for mig, at de faktisk også er særdeles kapable musikere.
Jeg knuselskede Curse of the Crystal Coconut, for her formåede bandet at skabe fremragende folk-metal, samtidigt med at humoren fik lov til at fylde så meget, som den gjorde. Det sker sjældent, at musik formår at være både god og sjov; det ene må ofte vige for det andet. Dette var tilfældet på Seventh Rum of a Seventh Rum, for her var det absolut den musikalske seriøsitet, der tvang humoren til at gå planken ud. Dette er, desværre, også tilfældet på The Thunderfist Chronicles.
Som tidligere skrevet så er Alestorm ganske habile musikere, men deres styrke ligger nu stadig i deres humor, for der er ikke nogen reel mangel på habile folk-metalbands. Dog er der en mangel på folk-metalbands, som både er gode og sjove, og når nu Alestorm heller ikke rigtigt gider at lave fis og ballade, ja, så ser det altså sort ud. Jovist, de prøver da stadig med nogle klassiske lårklaskere; tag nu ”Mountains of the Deep”, som naturligvis handler om en ung dame med et par enorme babselademadder.
Det er jo en joke på så højt et niveau, at Ørkenens Sønner knipser – med andre ord er niveauet helt utroligt lavt. Så var det sgu noget sjovere, da vi hørte om trægnaskende zombier, sandpiraterne fra Usbekistan eller om Russell Crowe, der jagtede kloakalligatorer med en armbrøst.
Ser man bort fra ”Hyperion Omniriff”, ”Killed to Death by Piracy” og ”Frozen Piss 2” (der findes i øvrigt ikke en "Frozen Piss 1"), ja, så er stort set resten af albummet mere eller mindre totalt spildtid; især er Nekrogoblikon-coveret ekstraordinært unødvendigt. Men hvis man sidder og kigger på albummets trackliste, så opdager man hurtigt, at ét nummer er længere end samtlige fire spildnumre tilsammen. Her taler jeg naturligvis om det imposante afslutningsnummer ”Mega-Supreme Treasure of the Eternal Thunderfist”, der med sine 17 minutter understreger, at det altså er her, bandet valgte at fokusere al sin kreative energi.
Det er et fantastisk nummer, hvor samtlige medlemmer virkeligt spiller med sine musikalske muskler, og resultatet er en emminent kombination af folk-metal, powermetal, melodød og melodisk black metal. Det er ganske lig ”Wooden Leg Part 2: The Woodening” fra Curse of the Crystal Coconut, og på samme måde som, at jeg skal bede om humor-Alestorm, så skal jeg sørme også bede om episk-Alestorm. Men selvom det nummer er fremragende, så burde det ikke komme på optage en tredjedel af pladens samlede spilletid … Måske det her album bare skulle have været en EP?
Sig ”yarr”, hvis du bliver holdt fanget imod din vilje
Alestorm er efterhånden blevet et utroligt frustrerende band at anmelde. De sidste tre udgivelser har alle bevist, at hvis de gider, så kan de lave storslået folk-metal med læssevis af humor. Men samtidig har de bevist, at de ikke rigtigt gider gøre det hele tiden – hvilket er virkeligt enerverende, ja, endda provokerende. Så nu må Kaptajn Bowes og kompagni altså bestemme sig for, om de vil lave små, hurtige og sjove sange om ankre i bagender eller episke og storladne, ja, nærmest musicallignende hymner. For når Alestorm hanker op i sig selv og virkeligt tager sig sammen, så er det fremragende, men efterhånden sker det oftere og oftere, at de hviler på laurbærrene, og når de gør det, så bliver resultatet virkeligt middelmådigt. Alternativt kan det også være, at bandet udmærket godt ved, de nok skal sælge billetter til deres koncerter, og derfor bare spytter plader ud, fordi deres selskab siger, de skal. Det er i hvert faldt lidt den fornemmelse, man sidder med efter at have tygget sig igennem endnu et værk, som tydeligvis skulle have haft mindst en halv time mere i ovnen.
