Air Raid - Fatal Encounter

Fatal Encounter

· Udkom

Type:Album
Genrer:Glam rock, Hard rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 2 stemmer.

De gode gamle dage

Svenske Air Raid dyrker 80’ernes heavy i en sådan grad, at man kun kan kalde dem kitsch. Der er stort hår, stram denim, læderbukser og flødefarvede stratocastere über alles, præcis som vi kender det fra dengang, bands som Judas Priest, Saxon, Europe og Scorpions var unge og virile. Med andre ord så nåede Air Raid til 1982 og tænkte: ”Her er skønt, her bliver vi!”. Spørgsmålet er så, om Air Raids nyeste fortolkning af dette så legendariske årti rent faktisk kan noget, eller om det mest af alt virker som et coveralbum med B-sider, ingen nogensinde har hørt om.

Fusk og humbug

Fatal Encounter begynder virkelig godt med ”Thunderblood” og ”Lionheart”. To numre, der virkelig understreger, hvor pjattede de er med Judas Priest og Saxon – det er öld skööl heavy fra den helt høje hylde. Men herre jemini, hvor går det derefter ned ad bakke! Allerede tredje skæring, ”In Solitude”, viser, at Air Raid har taget røven på mig, de har simpelthen snydt mig! De denimklædte svenskere fik mig simpelthen til at tro, de var et retro heavyband af den seje skole på niveau med Steel Inferno, Visigoth eller sågar Riot City, men nej! Det viser sig simpelthen, at vi har at gøre med et fløde-glam-band, der ikke rigtigt formår andet end at spille medium-tempo hårrock, der oser af daggammel fløde, med lyrik så pinlig, at ”hjerte rimer på smerte” fremstår som Shakespeare og samtidig minder mig om, hvorfor jeg fortrækker metal, hvor vokalen enten er så forvrænget, at den er uforståelig, eller på et sprog, jeg alligevel ikke taler. ”In solitude, I will survive this break up with you” – føj for den lede!

Derudover har Air Raid også valgt den dovne løsning, nemlig at lade to af albummets ni numre være coversange, og sørme om der ikke også er et instrumentalt nummer. Så en tredjedel af hele omgangen er i bund og grund ligegyldig – imponerende. Hvis resten så havde været ufejlbarlig, havde man nok kunnet se igennem fingre med dette valg, men det er absolut ikke tilfældet. Ud over de to første numre, som før nævnt er fremragende, så er resten på niveau med et band som Wig Wam – hvilket absolut ikke er en kompliment. Bevares, de forsøger nu og da med at tilføje lidt Yngwie Malmsteen-guitar, men det går simpelthen så langsomt, at det kan være det samme. Det er ikke, fordi Air Raid spiller dårligt, men det går generelt alt, alt for langsomt – det fremstår decideret gumpetungt. Ligeså mangler vokalisten Fredrik lige det sidste, før han virkelig kan brænde igennem. Han forsøger sig igen og igen med at ramme Rob Halfords skrig, men kommer aldrig helt tæt nok på.

Jeg er faktisk en smule imponeret over, hvordan det er lykkedes Air Raid at tage røven på mig. Især ”Thunderblood” kildede min genopdagelse af retro-metallen, hvilket var derfor, jeg i første omgang valgte at snuppe denne skive. Men the joke is on you, Air Raid!

Heavy eller ej

Det er jo ikke, fordi Air Raid er komplet talentløse, og ej heller er Fatal Encounter et album, der bare skal durk i storskrald. Men de bliver simpelthen nødt til at finde ud af, om de vil spille heavy eller puddelrock – det her sjusk med at have et ben i hver lejr holder absolut ikke vand. De beviser, at de kan spille rigtig fin klassisk retrometal. Hvis de gider!

Tracklist

  1. Thunderblood
  2. Lionheart
  3. In Solitude
  4. See The Light
  5. Sinfonia
  6. Edge Of A Dream
  7. Let The Kingdom Burn
  8. One By One
  9. Pegasus Fantasy