Hvor går man hen, når man er klatret til tops?

Tilbage i 2022 kaldte jeg An Abstract Illusions Woe for 'et pionerende prog-mestervæk', og det blev samtidig det første – og hidtil eneste – album, som jeg i min tid her hos Heavymetal.dk har kastet topkarakteren ti kranier efter. Woe tog også topplaceringen i min personlige top tre for 2022, ligesom jeg også havde fornøjelsen af at lave et interview med bandet. Som redaktionens selvbestaltede An Abstract Illusion-aficionado var det derfor en no brainer for mig at række ud med begge hænder, da bandet i sensommeren annoncerede sit tredje fuldlængdealbum, The Sleeping City. Forventningens glæde er størst, siges det, men An Abstract Illusion har stadig til gode at skuffe mig – og det gør de heller ikke denne gang.

Man finder et nyt bjerg – og lader seletøjet ligge på jorden

Her tre år efter udgivelsen er Woe nærmest universelt blevet anerkendt som et af de bedste prog-metalalbummer i nyere historie. Det ville derfor på ingen måde være overraskende, hvis den svenske kvartet var fristet til blot at lave en copy-paste og holde fast i det lydbillede, der har katapulteret dem frem i rampelyset på den internationale scene. Men ligesom der var en markant udvikling fra bandets debutalbum, Illuminate the Path (2016), og frem til Woe, så har An Abstract Illusion også denne gang vovet sig ud af den sikre havn og taget endnu et opsigtsvækkende spring i sin musikalske udvikling. De har selv erklæret, at The Sleeping City er deres bud på, hvordan et soundtrack til en dystopisk sci-fi-film ville lyde, hvis det var skrevet af et dødsmetalband – en modig ambition, der kommer til udtryk fra første sekund.

”Blackmurmur” er ikke navnet på en mindre skotsk landsby, men det 11 minutter lange åbningsnummer på The Sleeping City. Lyden foldes langsomt ud med et crescendo bestående af to virkemidler, der skal vise sig at være en stor del af grundformularen for den næste times tid: en synthesizer, der har fået plads allerøverst i mixet, og et keyboard, der serverer bølger af sælsomme Stranger Things-agtige akkordbrydninger. Langsomt introduceres trommerne og strengeinstrumenterne, inden Christian Berglönns karakteristiske hæse growls endelig gør entre. Allerede inden der er passeret to minutter står hårene på armene som vidnesbyrd om, at An Abstract Illusion er dette årtis ubestridte mestre i atmosfærisk opbygning. Resten af nummeret er en interessant dødsmetal/synthwave-hybrid, der ubesværet veksler mellem 80’er-arkade keyboardsoli og Berglönns forpinte vokal på et bagklæde af dundrende blast beats. På “No Dreams Beyond Empty Horizons” fortsætter den synth- og keyboardtunge stil fra åbneren, mens vi på omkvædet får hørt bandets evner udi de rene vokaler. Nummerets højdepunkt er en mesterlig guitarsolo fra Karl Westerlunds hånd, der kollapser i en flot dødsmetals-intermezzo med en temposætning, der er så delikat – så velbalanceret – at det grænser til det overjordiske. Langsomt fader nummeret ud, og den rungende dissonans står tilbage. Men dette er blot stilhed før stormen. På albummets tredje nummer, der meget passende hedder ”Like a Geyser Ever Erupting”, får An Abstract Illusion vist, at de ikke er for fine til at tage fløjlshandskerne af, når de mener, at det er tid til at give tilhørerne én over lyttelapperne. Et instrumentalt tordenvejr varsler, at her er tale om et tungere nummer end de forrige, og efter et sagte bækkenslag eksploderer det hele ganske rigtigt i tunge riffs og galoperende trommer efter alle dødsmetalkunstens regler. I stærk kontrast hertil står ”Frost Flower”, hvor de rene vokaler i samspil med violin og cello lægger an til det, der vel nok er den mest sårbare komposition på Sleeping City. Det er lyden af et band, der har selvtilliden i orden, og som ikke er bange for at udforske alle afkroge af den progressive dødsmetal.

På bagkant af denne lille genistreg er ”Emmett” et overraskende retningsløst og, hvis jeg skal være en smule spids, intetsigende nummer, hvor man pludseligt og uden varsel kan mærke en mæthed indfinde sig. Synthesizeren føles pludselig mere insisterende end interessant, og for første gang tager jeg mig selv i, at tankerne driver andre steder hen. Jeg var ret begejstret, da ”Emmett” udkom som single, men i den samlede kontekst af The Sleeping City introducerer nummeret ikke noget nyt eller spændende her efter 35 minutters spilletid. Dermed ikke sagt at det på nogen måde er et decideret dårligt eller irrelevant nummer, men dog et lille knæk på en formkurve, der ellers kun er gået lodret opad fra første sekund. Det efterfølgende nummer, ”Silverfields”, er med dets knap fire minutter det korteste nummer på The Sleeping City og heller ikke noget sindsoprivende bekendtskab. Et instrumentalt mellemspil, der bestemt er velkomponeret, men i det store billede fylder så lidt, at det intet kan bebrejdes, ej heller påskønnes. Heldigvis slutter The Sleeping City af på en rigtig stærk note med titelnummeret, der hos mange formentlig vil være med i kampen om prisen som albummets højdepunkt. An Abstract Illusion får revet sig selv op af det stilistiske dødvande, der var ved at opstå på ”Emmett”, og får skabt en imponerende emulsion af alle pladens elementer med afsæt i en rigtig stærk rytmesektion, hvor trommerne og strengeinstrumenterne får lov til at træde i forgrunden efter at have levet en mere tilbagetrukken tilværelse på de øvrige numre. Da de sidste toner ebber ud, kan jeg ikke ryste fornemmelsen af mig, at jeg netop er vågnet fra et delirium, en feberdrøm, en musikalsk ud-af-kroppen-oplevelse … en abstrakt illusion?

Højt at flyve, dybt at bukke

Egentlig er The Sleeping City ikke et album, jeg burde bryde mig synderligt godt om. Det ligger så langt væk fra min normale musiksmag, der er alt andet end progressiv. Det er samtidig et noget varmere og blødere bekendtskab end forgængeren Woe, med tunge referencer til både shoegaze og post-rock, hvilket heller ikke plejer at give plusser i min karakterbog. Men hjertet vil nu engang have det, som hjertet vil have, og det viser sig åbenbart, at mit hjerte tragter efter storladen atmosfærisk science fiction-død. En kort omgang svælgende navlepilleri på albummets midterstykke bevirker, at jeg i skrivende stund ikke kan svinge mig helt op på ti kranier. Det kan dog meget vel være, at jeg om et halvt år banker mig selv i hovedet over, at jeg ikke gav The Sleeping City topkarakter, for det er immervæk meget, meget tæt på at være endnu et ufejlbarligt mesterværk fra An Abstract Illusions side. Som tidligere nævnt tog svenskerne førstepladsen på min liste over årets internationale udgivelser i 2022, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at det også bliver tilfældet i 2025.