An Abstract Illusion - Woe

Woe

· Udkom

Type:Album
Genre:Progressive Death Metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Begyndelser og betænkningstid

An Abstract Illusion er ikke just et band, der har travlt. Langtfra. Siden tilblivelsen i 2007 har de udgivet EP’en Atonement is Nigh i 2014, debutalbummet Illuminate the Path fra 2016, og nu, seks år senere, opfølgeren Woe.  Jeg stiftede selv bekendtskab med Illuminate the Path i 2018, og her var min begejstring afdæmpet. Primært fordi jeg – beruset af streamingtjenesternes spole-funktion – begik den fejl ikke at høre albummet fra ende til anden i ét stræk, sådan som det rettelig fortjener. Som led i forberedelsen til denne anmeldelse genhørte jeg så Illuminate the Path, hvilket var lidt af en øjenåbner. ”Det her kan de umuligt overgå”, tænkte jeg. Jeg tog fejl.

Når tredje gang bliver triumfens gang

Hvor skal man starte? Hvis man kan lide sin dødsmetal, som far lavede den, vil man nok ikke bryde sig om An Abstract Illusion. Kernen i svenskernes lyd er helt klart ekstremmetal, men at klaske den etikette på Woe ville være omtrent ligeså indholdsløst som at sige, at rødvin smager af bær. Det dominerende indtryk er ganske vist den tekniske dødsmetal, der subtilt lægger sig på fortungen og udgør den base, som An Abstract Illusions univers er bygget på. Men modsat den klassiske tech death, der ofte kritiseres for at mangle emotionel gennemslagskraft i jagten på teknisk virtuositet, er Woe spækket med personlighed, sårbarhed og instrumentale eksperimenter i hobetal. Albummet har været fadlageret på progressiv rock, folk, black, synth og electronica, som er med til at give albummet en karakter og en dybde, jeg aldrig har oplevet før. Nu er det at blande genrer jo ingen stor præstation i sig selv, men den måde, hvorpå An Abstract Illusion med den største naturlighed formår at flette dybe growls, tordnende blast beats og hvinende guitarsoli sammen med akustiske passager, keyboard, synthesizers og strygeinstrumenter, er simpelthen dybt imponerende. Den instrumentale synergi giver albummet en helt unik atmosfære, hvor brutalitet og skønhed ikke blot sameksisterer, men sammensmelter.

At bede mig vælge et favoritnummer fra Woe ville være rent Sophie’s Choice. Der er ikke ét dårligt indslag på den her plade. Selv det ligegyldige spoken word-indslag på ”Blomsterkrans” kan jeg se gennem fingre med, alt taget i betragtning. Med en pistol for panden vil jeg dog fremhæve tre numre: ”Tear Down This Holy Mountain”, der udmærker sig med et Pink Floyd-midterstykke, som næsten umærkeligt glider over i noget 80’er-synthwave, inden det hele igen eksploderer i blast beats og bjergtagende guitarharmonier. Dernæst ”In the Heavens Above, You Will Become a Monster”, hvor albummet kulminerer i et nakkehårsrejsende klimaks båret af Christian Berglönn i samarbejde med gæstevokalist Lovisa Strindell (cirka 10:04 og fremefter). Endelig har vi albummets lukkenummer, ”This Torment Has No End, Only New Beginnings”, en betagende symbiose af folk, electronica og dødsmetal, der burde udløse en hæderspris til bassist Karl Westerlund.

Med ovenstående skudsmål kan det være fristende at dykke ned et tilfældigt sted i et af numrene for at få en snas af Woe og An Abstract Illusion’s lyd. Lad vær med det. Albummet har en samlet spilletid på præcis en time fordelt ud på syv numre, og det er meningen, at det skal høres i én køre, som én sammenhængende komposition. Glem alt om at høre det på din skraldede mobilhøjtaler, eller mens du står og er i gang med at forberede aftensmad til poderne. Giv Woe den tid og opmærksomhed, albummet fortjener, og jeg garanterer, at du får din tid tifoldigt igen.

Et pionerende prog-mesterværk

”Engang i mellem falder man over et par akkorder, der sætter tankerne i gang”, skulle salige David Bowie engang have udtalt. Der er rigeligt at snuble over på Woe, som er en vaskeægte multi-instrumental genistreg. Selv albumcoveret er et mesterværk! Dermed ikke sagt albummet nødvendigvis vil falde i alles smag, for det er unægteligt et komplekst, krævende og uortodokst bekendtskab. Men selv puritanere må anerkende, at det er nødvendigt at have bands, som engang imellem er villige til at hive teltpløkkerne op og bevæge sig ud på ukendt territorium, hvis ikke dødsmetallen skal sygne hen og fossilere. Så meget desto mere må man lette på hatten for de tre pionerer i An Abstract Illusion, der ikke blot har revitaliseret genren, men i processen har skabt et særdeles ambitiøst, gennemført og gribende værk. Spørgsmålet er nu, hvilken musikalsk retning bandet vælger at gå i fremadrettet – for hvordan topper man lige den her? Det finder vi tidsnok ud af, men lad der venligst ikke gå seks år igen, snälla!

Tracklist

  1. The Behemoth That Lies Asleep
  2. Slaves
  3. Tear Down This Holy Mountain
  4. Prosperity
  5. Blomsterkrans
  6. In The Heavens Above, You Will Become A Monster
  7. This Torment Has No End, Only New Beginnings

Tilføj kommentar