Kan de ride videre på bølgen?

People Watching fra 2024 katapulterede 156/Silence på stjernekurs, hvor de på ét album cementerede en særlig og genkendelig lyd. Bevares, bandet har udgivet yderligere tre album, men særligt 2024-albummet skabte et originalt udtryk. Den skarpe guitar, de uhyggelige lydlandskaber og genresammensmeltningen fungerede fantastisk. Det var i øvrigt også første gang, at bandet for alvor begyndte at eksperimentere med clean vokaler – dog på et beskedent niveau i forhold til mange andre lignende bands. Pittsburgh-kvintetten er nu klar med deres nye udgivelse, From A Distance, som mange har set frem til efter ovenstående udgivelse – og spørgsmålet er som så ofte før, hvorvidt kadencen kan holdes.

Det er moderne med bløde værdier

From A Distance bibeholder nogle af de elementer, som satte fut under bandets succes, men samtidig får vi introduceret ‘nye’ elementer. Nye for bandet, men ikke just nye for genren. Elektroniske elementer fylder lydbilledet, og brugen af clean, melankolsk vokal har erstattet mange af de vellykkede sektioner med hård vokal og smadrende guitarer fra det tidligere album.

Man når lige at blive en lille smule begejstret, da intronummeret bygger op – lidt for længe – til en altødelæggende sekvens. Smilet når nærmest helt op til ørerne, og man tænker: ‘Yes – de har formået at føre stilen videre!’. Dette varer dog kun cirka ét minut, inden andet nummer, "No Arms", starter med en elektronisk intro, som mest af alt minder om et soundtrack fra et generisk computerspil fra 1990'erne. Vokalen er lad, og tempoet er ikke noget at skrive hjem om. Heldigvis reddes dette nummer også af en velkendt sekvens cirka et minut inde i skæringen. Endnu en gang er dette dog en kort fornøjelse.

Undervejs bliver vi dog forkælet med "Collateral", som med et specielt klokkeelement fra trommerne giver et hypnotisk, men lækkert tvist i lyden. "Secret Room" giver igen et håb om en hård og ødelæggende afslutning på albummet, men igen indtræffer skuffelsen.

Den resterende del af numrene bevæger sig i min optik over i det generiske og ligegyldige moderne metalcore. Masserne kommer helt sikkert til at være uenige, da det er netop den type metal, der i øjeblikket lader til at sælge mange plader og koncertbilletter. Man kan ikke sætte en finger på produktionen eller det generelle instrumentale billede. Personligt synes jeg dog ikke nødvendigvis, at forsanger Jack Murray er helt gearet til alle de clean passager, som efterlader et stort spring op i kvaliteten til lignende bands, der lyder markant bedre clean.

Det er bare ikke helt det samme, vel?

Desværre kigger vi ind i et album, hvor der er skruet ned for intensiteten og noget mere op for det melankolske og følelsesladede. Jeg har intet problem med, at bands udvikler og forfiner deres musikalske stil, men problemet er, at når hoppet er så tydeligt, risikerer man, at rigtig mange fans simpelthen står af bussen.

Jeg er i hvert fald skuffet. Jeg havde set frem til albummet, da jeg er stor fan af People Watching. Men det var bestemt ikke, hvad jeg havde håbet på. Mange metalcorebands starter med hårdere anslag på deres tidligere album og følger en nærmest forventelig sti mod mere mainstream versioner af genren – dette er absolut også tilfældet her